Der vokser penge på træerne i Rødovre

I perioder kan det føles, som om Danmark er fyldt med iværksættere. Den ene mere vilde historie om gode ideer og vilde planer vælter frem, og man får fornemmelsen, at alle i dag er eller skal være iværksættere og at virkelysten vokser helt enormt i disse år.

Gid det var så vel. For fakta er nærmere, at Danmark stadig er lidt af et funktionærland, hvor de fleste foretrækker faste job, med fast løn og pensionsordning.

Så nogle gange skal vi huske at kigge bagud. For der fandtes jo iværksættere i tusindvis herhjemme, endnu inden nogen i Danmark havde fundet på ordet iværksætter.

En af dem var gartner i Rødovre. Han hed Aage Knudsen, men foretrak at blive kaldt gartner Knudsen. Også da han godt oppe i årene blev Danmarks Mr. storcenter.

For gartner Knudsen var manden, der skabte Rødovre Centrum – det stadig voksende storcenter, som nu er det største i Danmark.

Nu sætter familien bag centret virksomheden til salg. Og centret kan indbringe over fire mia. kroner. Det er altså noget af et pengetræ, som gartner Knudsen fik plantet dengang i midten af 1960erne. Og det er jo i virkeligheden historien om en vild iværksætter, som turde sætte alt på spil – og fik fantastisk succes.

Rødovre Centrum ligger på jord midt i Rødovre, som indtil midten af 1960erne var fyldt med væksthuse og frilandsdyrkning. Manden bag var Aage Knudsen, og han blev kendt som en regulær storgartner med op til 50 ansatte.

Under en tur til USA blev Aage Knudsen fascineret af de mange storcentre langs de amerikanske hovedveje, og pludselig fik han lov af kommunen til at bygge et storcenter i stedet for boliger på gartnerigrunden – og resten af historien er … historie.

For Rødovre Centrum er siden blevet større og større, og gartner Knudsen blev siden efterfulgt som direktør af sin datter, og i dag er det tredje generation af familien i form af Jesper Andreasen, som står i spidsen for familiefirmaet.

Og nu er det, at det bliver interessant. For familien har holdt rådslagning. Og selv om familieejerskabet alle år har været et centralt omdrejningspunkt, så erkender man nu – og siger det åbent – at næste generation af familien ikke er klar til eller interesseret i at overtage ansvaret.

Det har nok været en følelsesmæssig hård beslutning at nå frem til. Men den er modig og udstiller en stribe andre familiers måder at håndtere ejerskabet af familievirksomheder på.

For hvem husker ikke de enorme slagsmål, vi har set i familierne bag FLS-koncernen, Louis Poulsen, Færch og Lauritzen. Og listen fortsætter.

De virksomheder var også familievirksomheder. Men efterkommerne efter stifterne endte med vilde slagsmål – ofte båret af grådig jagt på millioner og milliarder og magt.

Det har været beskæmmende at følge. Og endnu mere når man ser måden, hvorpå familierne bag Rødovre Centrum åbent erkender, at man nu står med en generationsskifte-problem, som man ikke kan løse og derfor erkender, at man må sælge familievirksomheden.

Det er en beslutning taget i tide – inden slagsmålet bryder ud. Og det er en passende afslutning på historien om gartner Knudsen og hans evne til at få penge til at vokse på træerne i Rødovre.

4 responses to “Der vokser penge på træerne i Rødovre

  1. Eller også er familien meget realistisk i forhold til fremtiden med endnu mere e-handel amazon osv…

  2. Det er meget sørgeligt efter en dejlig
    Historie om en klog mand gardner den
    Gang fantest der mænd med mod og hjerne i livet jeg takker ham af mit hjerte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *