Hvidvask: Når Jarlov siger skandale lytter Finanstilsynet

Det er altid interessant, når en ny minister sætter sig i stolen.

Og det bliver ikke mindre interessant, når den nye erhvervsminister hedder Rasmus Jarlov (K) og er kendt for at sige sin mening. Højt. Uden filter. Og insisterende.

Og man må sige, at Rasmus Jarlov allerede nu, få dage inde i sin ministertid, har levet op til forventningerne.

»Dette her forager mig ligeså meget som alle andre. At Danske Bank har tjent store beløb på at bedrive ulovlig hvidvask er en skandale«.

Det er klar tale i en grad, så det med sikkerhed har gibbet i Danske Bank-topchef Thomas Borgen, da ordene faldt i primetime i DR’s 21-søndag. Og lur mig, om Finanstilsynets direktør, Jesper Berg, ikke samtidig tog et ryk frem i stolen og virkelig hørte efter.

Og det blev endnu mere alvorligt, da Jarlov fulgte op med kommentaren på mandagens samråd om hvidvasksagen:

»Vi vil gøre, hvad vi kan for at komme til bunds i sagen og undersøge mulighederne for retsforfølgelse grundigt,« sagde Jarlov.

Se, det er klar tale. Befriende, efter år med Brian Mikkelsen som minister og en defensiv og embedsmandsstyret måde at omtale en sag på, som er en regulær skandale, men hvor de officielle udmeldinger har været forsigtige og uden insisteren på at få placeret et ansvar.

Rasmus Jarlovs to udtalelser kan derfor virke som en dåseåbner af Danske Banks hvidvasksag – en sag som mange ellers mente havde toppet, da Finanstilsynet tidligere på foråret afleverede en 36-siders redegørelse, som indeholdt påtaler og et krav om hensættelser på fem mia. kr. Det tilsynets redegørelse ikke gjorde var, at få placeret et ansvar i sagen, selvom netop manglen på ansvarsplacering angiveligt var et emne til hårde diskussioner internt i Finanstilsynet.

Danske Bank-sagen har rullet siden foråret 2017, hvor Berlingske Business afdækkede, hvordan Danske Banks afdeling i  Estland medvirkede til hvidvask af milliarder af kroner fra Moldova, Aserbajdsjan og Rusland. Turen gennem Danske Bank vaskede pengene hvide, så de siden kunne bruges hvor og til hvad bagmændene ønskede det.

Siden er sagen egentlig bare blevet værre og værre og lige nu venter vi på bankens egne undersøgelse, herunder den store, som banken har fået den tidligere chef for bagmandspolitiet, Jens Madsen, til at lave.

Vi hører, at han går grundigt til værks. Men det udestår at se, hvor dybt en bank egentlig kan undersøge sig selv. Og hvor meget offentligheden kan vente at få lagt frem.

Så også derfor lytter direktionen i Danske Bank intenst til den nye ministers udtalelser. Og også derfor lytter Finanstilsynets direktør, Jesper Berg, godt efter. For vil en myndighed som Finanstilsynet kunne tåle, at man i princippet har lukket en sag, hvis den anklagede part, Danske Bank, ender med at fremlægge flere oplysninger, end tilsynet var i stand til at få fingre i?

Og så er der minister Jarlov. Jeg er ikke i tvivl om, at han vil til bunds og have placeret et ansvar. Spørgsmålet er, om han kan få det synspunkt gennem embedsmandsvældets og juristernes gennemtygning?

9 responses to “Hvidvask: Når Jarlov siger skandale lytter Finanstilsynet

  1. Finanstilsynets chef Jesper Berg er i den grad finansindustriens mand og er en ynkelig figur i lommen på Nasdaq hvor han tidligere var en af toplederne. – Skandaløst at han med den baggrund blev chef for Finanstilsynet. – Han tillod anonymisering af storbankers handel og til dato har han ikke rejst så meget som én éneste sag vedr. den voldsomme og daglige kursmanipulation, vi er vidne til og som først og fremmest foretages af store udenlandske shortere af vore vitale danske virksomheder. Årsagen – Nasdaq og bankerne tjener styrtende på den af shorts enorme afledte handel. Siden den algostyrede robothandels indtog og altdominerende rolle i dag er muligheden for manipulationer ubegrænsede og det fænomen man frygter overalt og som kendes under begrebet – SHORT OG DISTORT – short og ødelæg konkurrenters virksomhed, har vundet indpas herhjemme i stor stil.

    1. @Arne Jørgensen. Jesper Berg har tidligere været embedsmand i Nationalbanken, IMF og ECB, og arbejdede senere for Nykredit, inden han kom til Finanstilsynet. Han har aldrig arbejdet for NASDAQ.

  2. Jesper Berg kender jeg ikke meget til ! Men er det virkelig rigtigt, at vi har fået en minister, der tør sige sin mening. JFK ville have kaldt ham en mand af mod. Indtil videre tør jeg næsten ikke tro, at det er rigtigt.
    Mvh. Jørn hansen, Juelsminde

  3. Man bør ikke lade sig forblænde af Rasmus Jarlovs (K) kradsbørstige meldinger.
    Det er og bliver teatertorden. Faktum er at der ikke er noget at komme efter, rent juridisk. Det redegjorde Rasmus Jarlov også for ved dagens samråd. Han gentog blot, hvad Brian Arthur Mikkelsen sagde ved sidste samrådsmøde. Lisbeth Bech Poulsens (SF) spørgsmål er ikke skarpe nok. Det er og bliver de estiske myndigheder der har tilsynspligt, når det kommer til hvidvask. Det fremgår klokkeklart af EU-lovgivningen. Der er åbenbart ikke noget at komme efter med den på gerningstidspunktet gældende lovgivning. Nu kan vi blot håbe på, at at det amerikanske justitsministerium, med det seneste afsløringer, træder ind i sagen. Det kan være en lærestreg for ledelsen i Danske Bank, som åbentlyst har prioriteret profit over compliance.
    For det patetiske i denne sag er at myndighederne har forsøgt at dække over Danske Banks ædfærd i denne skandalesag. Dette forhold bør kulegraves.

  4. Pas på at det ikke ender med, at Danske Bank kræver kompensation (Bankpakke) for
    begrænsninger af dens virke.

    Det Staten bør gøre er at vedtage en lov, der forbyder banken at kalde sig “Danske.”
    Og så må alle offentlige myndigheder ophøre med at bruge banken i alle sammenhænge.

  5. Det er ren skuespil fra Jarlov, Danske Bank er en af de store ydere til K, og derfor sker der intet.
    Hvis Jarlov var så fantastisk ville han komme ud og sige at de Konservetive vil forlange fuld åbenhed om hvem der støtter hvem, ned til den sidste 10 øre.
    Det ville rykke og skabe troværdighed.

  6. Ja, det er måske en skandale, at de har tjent lidt penge, men det er en langt langt større skandale at Skat forærer 12,3 milliarder væk, og at det ikke her er nødvendigt at placere et ansvar og straffe de skyldige.
    Danske bank hiver trodsalt pengene hjem til DK, skat sender dem ud af landet.
    Men med skole drenge som spejderen K lauritsen og Thor Möger kan det jo ikke overraske andre end folk som Lille LarsLigeglad og Blondinen.

  7. Ergo… man skal blot åbne datterselskab i et andet land, for herefter at bruge sin ekspertise til at bedrage/fuske etc… herefter hjemtager man så overskudene med rent mel i posen til andedammen Danmark…

    Jeg har dårlig smag i munden… som om at jeg har drukket 10 liter Fernet Branca i går…

    Føj for den lede… samtidigt har Ørsted netop hyrret DanskeBank til at splitte de sidste dele af hedengangne Dong ad i min mindre mundrette bidder

  8. Sikke en masse ukyndig godtkøbssnak, godt vi lever i et retssamfund. DB har ikke “åbnet en filial i et andet land”. De blev påduttet en bank de helst var fri for i forbindelse med købet af Sampo. Det er ikke DB, der har “opfundet” den triste hvidvaskningsaktivitet. Som de af egen drift nedlagde omend lovlig fodslæbende.
    Dette er et juridisk anliggende for de relevante myndigheder (navnlig estiske).
    Statskassen har iøvrigt tjent mange penge på denne dygtigt drevne bank, ikke mindst 7% p.a. ved bankpakken.
    Folkedomstolen på fuld kraft er ikke noget kønt syn!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *