Pension, afspadsering og fast løn hver måned, tak!

I biograferne har alverdens superkvinder og supermænd for længst sat sig på tronen som de mest populære hovedpersoner i tidens storsælgere.

Film efter film med superhelte vælter ud af studierne og det vil fortsætte de kommende år, viser listen fra Hollywood og kollegerne.

Lidt det samme billede kan man tro er opstået, når man ser på omtalen af iværksætteri og iværksættere i danske medier – på papir, online, på podcasts og i tv.

For iværksætterne er blevet en slags superhelte, som vi medier skriver stolpe op og ned om.
Vi fejrer hver lille opfindelse. Vi fortæller om fantastiske potentialer og vi beskriver udførligt, hvordan investorer ofte køber ind i små dugfriske virksomheder – ikke så meget fordi de står med et unikt produkt – men næsten mere, når de er blevet overbeviste og charmeret af teamet bag.
Iværksætterne er simpelthen blev Danmarks svar på Hollywoods superhelte.

Derfor gør det ondt, når virkeligheden nogle gange indhenter det billede der er skabt.
Det er tilfældet i den helt friske undersøgelse som blev bragt i Berlingske Business mandag.

Undersøgelsen foretaget for Dansk Erhverv viste, at nok mener omkring 80 procent af danskerne, at iværksættere har en vigtig rolle for det danske samfund, men blot tre procent af danskerne har startet egen virksomhed indenfor de seneste 42 måneder.

Det er et foruroligende tal og som om det ikke er slemt nok i sig selv, så drejes kniven grundigt rundt i såret og der drysses salt udover i undersøgelsen, fordi den konkluderer, at danskerne faktisk er det folk i Europa, som starter færrest nye virksomheder. Overhovedet.
Mens tyve procent af esterne har eller er i gang med at starte ny virksomhed set over de seneste 42 måneder, så er det altså blot tre procent af danskerne der går samme vej.

Det er ikke mange år siden, at danskerne blev kaldt et klassisk funktionær-folkefærd.
Et folk, mig selv inklusiv, der levede det trygge liv med fast løn, pensionsopsparing, afspadsering og ferie i nøje afmålte doser.

Det er alt sammen fint og godt. Men det er også kedeligt og risikerer at blive en tung dyne over et samfund, som har notorisk brug for nytænkning og evne til at tænke nyt.
Det troede jeg faktisk, at vi som land var i gang med at vokse fra. At vi var blevet mere eventyrlystne. Mere modige.

Her på Berlingske Business er vi i høj grad også sprunget på iværksætterbølgen.
Sidste år skabte vi iværksætterkonkurrencen Berlingske Business Boost.
Vi lovede ikke penge til vinderne, men derimod omtale og hjælp til at komme igennem den første svære tid som nyudsprunget iværksætter.
Vi kårede 10 vindere og det var fantastisk at vælge mellem 300 indsendte forslag fra håbefulde iværksættere. Og det har været endnu mere fantastisk at følge de ti vindere, hvoraf flere allerede nu drøner afsted og har etableret sig grundigt i udlandet.

Så det kan lade sig gøre. Og det kan betale sig at turde tage springet og forfølge drømmen.
Ikke fordi der måske venter en krukke guld for enden – men fordi det – hvilket Business Boost også viste – er fyldt med tilfredshed at faktisk lykkes med at gøre idé til virkelighed.

Lad os håbe, at der er endnu flere succeshistorier at fortælle det kommende år. Og at der faktisk er bevægelse væk fra funktionær-Danmark og til iværksætter-Danmark. Det er tiltrængt.

One response to “Pension, afspadsering og fast løn hver måned, tak!

  1. Ja, er det ikke forunderligt at vi får rapporter om at Danmark er blandt de 1-2 bedste lande for iværksættere i EU og top 5 i verden? I alt andet end antallet af selvstændige, investeringer i iværksættervirksomheder, indtjening og vækst er vi simpelthen verdenselite, og vi ved jo godt at det er vigtigere for iværksætteri at der er effektiv skatteindkrævning end at virksomhederne tjener penge.

    At vi har verdens højest skat på investeringer, og ligger omkring #60 i verden i per capita investeringer i unoterede virksomheder, og vi også på personskat har den højeste straf for variabel indtægt som det iværksættere har, så kan man godt forstå at politikere fra DF til EL ikke forstår hvorfor vi har få iværksættere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *