En tom grund i København udstiller Ikeas problemer

I baggrunden drøner S-toget skramlende forbi.

Foran Fisketorvet i Københavns sydhavn hober cyklerne sig op.

Ellers er der forbavsende stille og tomt ved den enorme tomme grund – placeret mellem indkøbscenter, havn og baneterræn midt i København.

Men den tomme grund i København er mere og andet end en tom grund.
Den er selve symbolet på detailkæden Ikeas forvirring og problemer med, at blive klog på, hvad fremtidens forbrugere vil have.

Var alt gået efter planen, så skulle den tomme grund i disse dage have været fyldt af gravemaskiner, arbejdere og landinspektører, der skabte en Ikea-butik urban-style.
I stedet er projektet sat på pause. Hvor længe ved ingen. Det kommer vi tilbage til.

Er der noget man altid har kunne sige om Ikea, så var det, at koncernen var faste i konceptet.
Man havde styr på, hvad man ville og var 100 procent tro mod den nyligt afdøde stifter Ingvar Kamprads grundidé om, at alle skulle have råd til billige moderne møbler.

Ingvar Kamprad skabte en international gigant, hvor store blå varehuse skød op i udkanten af storbyer verden over.
Møblerne skulle være billige. Kvaliteten ok og måden at købe ind på var ens fra land til land – og involverede kørsel til varehuset og egen hjemtransport af kasserne.

Den slags gik i mange år. Men i takt med nethandelens fremmarch. I takt med urbaniseringen, hvor færre kunder vil bevæge sig udenfor byerne for at handle og i takt med diskussioner om miljøpåvirkningen ved bilkørslen, er Ikeas faste koncept udfordret.

Og så tilbage til Københavner-projektet, som er sat på pause.

Manden bag stoppet er den nyligt tiltrådte Ikea-ceo Jesper Brodin.
Han kom til i september 2017 og opgaven han fik tildelt af bestyrelsen var opsigtsvækkende: Tag Ikea ind i fremtiden. Få skabt et Ikea der matcher en kundegruppe, der bliver stadig mere orienteret omkring byerne og som oftere og oftere vil bestille møbler og andet habengut siddende på deres flade i den hjemlige sofa.

Det er noget af en opgave.
For hele Ikeas koncept har været bygget op om få store centrale butikker og den nye københavnske ville være endnu en stor én af slagsen – om end i grøn udformning, med beboelse på toppen og cafeer og andet til at lokke kunderne.
Men vurderingen var, at selv en moderne udgave ville være for stor og ikke nødvendigvis ramme den nye strategi, så nu afventer man Ikeas næste træk.

Ikea er langt fra ene om at lede efter fremtidens butikskoncept.
En ting er, at Amazon indtager stadig flere lande og nu også rykker ind i Danmark. En anden er, hvad etablerede hjemlige kæder gør, når kunderne i stigende grad forlader storbutikkerne og kræver nærhed og velfungerende netsalg.
Det har også f.eks. Jysk, Ilva og Idé-møbler opdaget og arbejder begge med såkaldte city-koncepter, hvor man vil kombinere nærhed, muligheden for at røre ved varer og køb på nettet, bl.a. ved brug af 3d-modeller, hvor møbler kan placeres ind i egen stue på computeren, før man køber.

Og mens Ikea altså tænker sig grundigt om. Arbejder med kundedata. Arbejder med nye måder at lade kunder bestille møblerne hjemmefra, så ligger deres grund tom og stille hen. Et symbol på nye tider i detailbranchen – selv for giganter som Ikea.

8 responses to “En tom grund i København udstiller Ikeas problemer

  1. Selvfølgelig skal man tage truslen alvorligt, men at flere bor i byer betyder også, at der er flere relevante ressourcer i nærheden af problemet – både kvantitativt og kvalitativt. Og hidtil har det betydet, at langt færre dør end i tidligere tiders epidemier.

  2. Jeg bor i Poznan, Polen. Gennem de sidste 10 år er mindst 10 kæmpe shoppingcentre blevet åbnet. Folk strømmede til. Men ofte kun for at se og måske spise og/eller gå i biografen eller anden entertainment. Nu er centrene det meste af tiden nærmest halv- til heldøde og butikslukninger er mangfoldige. Sådan er det formentlig i stigende grad overalt i den vestlige verden. Der er ingen tvivl om, at en shoppe-revolution allerede er godt på vej med web-handel fra sofaen i brusende fremvækst. Det sker pt. med køberne som en anden parasit på besøg i de fysiske forretninger, før de køber på nettet. Modrevolutionen må blive et både-og. Butikker med mere varige forbrugsgoder og egentlige investeringer bliver til rene udstillings- og servicecentre, hvorefter butikken leverer varen via køb på deres webside. Måske skal det hjælpes på vej med reguleringer, således at de store sælgerorganisationer (Amazon o.lign.) tvinges til at etablere fysiske udstillings- og servicecentre – og for at undgå ulige konkurrence med den “gammeldags” forretningsmetode. Venligst.

    1. Nu bor jeg selv i Litauen – i Vilnius. I Vilnius, ja i hele Litauen er shoppingcentre også skudt op, igennem de sidste 10 – 15 år. Der er 3 rigtig store shoppingcentre i Vilnius samt en række mellemstore centre. I dagtimerne er centrene ikke tomme, men der er selvsagt flere mennesker først på aftenen og i weekenden. Det der er problemet her er, set fra min side, at næsten alle shoppingcentre nu er ejet af tyske selskaber, og at lejeprisen nu er mangedoblet indenfor de sidste år, og det har presset alle de mindre forretninger ud, så nu er der de samme store HM, Zara, Vielmann osv i de fleste centre, altså de store penestærke aktører. Kunne det ikke være det samme i Poznan. Nu er jeg selv en flittig gæst i Polen, og passerer Poznan 20 gange om året 🙂 Jeg tror ikke internethandlen er så voldsom i Polen endnu – måske er der bare stadig lidt mangel på penge, mange mærkevarer koster stort set det samme i butikkerne i Polen som i Danmark, men de er stadig bagefter med lønnen.

  3. Det er en interessant iagttagelse. Hvis man skal tage de positive briller på, ser man en genopblomstring af de mindre, specialiserede butikker med et anstændigt netsalg i baglokalet. Og det kan blive en fordel for mange mindre iværksættere. Mht. IKEAs grund ved Dybbølsbro – så kan der helt sikkert findes en god anvendelse for den. Uanset, at jeg godt kunne lide tanken om byggeriet i første omgang.

  4. Det har hele tiden undret mig hvorfor der fra Morten Kabels side blev givet tilladelse til byggeriet. Han gik jo om nogen ind for bilerne ud af byen og hvis der er noget der tiltrækker biler, er det butikker som IKEA. Hvordan skal folk få deres indkøb hjem uden brug af bil, når det er større ting der købes. Der er grænser for hvad man kan have med i tog og bus.

  5. Kunne aldrig finde på at købe en sofa jeg ikke havde set og siddet i “live”
    Så de kan roligt bygge et kæmpe show room, folk skal nok komme. Men spar lageret ind til benet og lad folk bestille online efter de har set originalen

  6. Fremtidens sikre profit butikker vil være logistikvirksomheder som på leverandørens nåde, har gratis tilgang til pluklager, betalt af producenter. Modtager er en betaling for opbevaring af producenters varelager og står for udleveringen, og sælger varen med en rabatpris uden konkurrence for normale butikker.
    Fremtiden vil være med showrooms som præsentere møbler i inspirerende setup studier, og hermed animere til kunder køb.
    Principielt kunne Ikea og andre spillere på marked levere de købte produkter fra centrale hovedlagre beliggende ude i omegnskommunerne . Danskere er dog et meget forvent folkefærd, som ønsker en hurtig levering efter bestilling eller impulskøbet, så Ikea´s udfordring består i fremover, at have en stabil leveringsgaranti med kort reaktionstid, og en sikker transport og levering, og den har Ikea ikke opbygget i dag.
    Principielt kunne det nye varehus ved Fisketorvet være helt uden lager og kun bestå af en udstilling og oplevelsescenter.
    Grundlaget for en succes virksomhed som Amazon, er netop evnen til og levere den købte varer hurtigt og sikkert og vil helt sikkert oversvømme det danske marked med denne sikkerhed, da alt for mange virksomheder ikke lever op til de danske forbrugeres forventninger om, stabil og hurtig levering efter købet.
    Producenter og fabrikanter af vare vil blive tvunget fremover og bidrage med økonomisk rabatter eller omkostningsbetaling til betaling af lageromkostninger, til internetportaler og virksomheder der forstår vigtigheden i leverancegarantier og reaktionstid.
    Importører og eneforhandlere vil derimod skulle oppe sig fremover. Virksomheder som Amazon og lignede salgskanaler, er så store at de principielt vil kunne indgå aftaler med producenter direkte, om levering uden om importører. Alternativ vil salgskanalerne finde alternative producenter.
    Magten til afsætningen, vil fremover ligge hos portaler som Amazon uanset hvor amorask forretningsmodellen er .

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *