Det stinker af stålkrig. Men handler om magt

Det er svært at blive klog på al den snak om en snarlig altædende handelskrig mellem USA og stort set resten af verden.

Den ene dag er Donald Trump på vej i et toldslagsmål med alt og alle. Den næste dag lyder der forsonende toner.

Ude i virkeligheden, hos de virksomheder der bliver de virkelige vindere eller tabere i sådan en kamp, er det tydeligt at læse ud af reaktionerne, at forvirringen og bekymringen er total.
På aktiemarkederne er situationen ikke meget bedre. Den ene dag, når frygten for en handelskrig har vundet dagens dagsorden, styrter alverdens aktier ned.
Den næste dag, hvor et tweet fra den amerikanske præsident Trump f.eks. sætter en ny tone, drøner aktierne så pludseligt op, fordi alle genfinder håbet om, at der ikke bliver en told- og handelskrig.

Det er altså turbulente tider og næsten umuligt at manøvrere for virksomheder, investorer og politikere.

Men selvom alt netop nu på overfladen handler om en amerikansk told på alu- og stålprodukter og den mulige handelskrig mellem USA og Kina, så er det i virkeligheden blot et alibi for, hvad konflikten mellem de to lande handler om.
For forenkler vi groft, så handler alt om USA’s og Kinas fremtidige placering i magtens og økonomiens verdenshieraki.

Kina er opkomlingen, som på rekordfart er blevet verdens næste store økonomi. Landet, som nu er hele verdens fabrik. Og landet, som på nogle måder aspirerer til at overtage USA’s rolle som den store magt.
Overfor Kina står et USA, som kæmper med svækket økonomi. Et teknologisk forspring som udhules og er et land, som lukker sig mere om sig selv.

Så når præsident Trump og den kinesiske kollega Xi Jinping, nu strides, så handler det om fremtidens placering i det økonomiske og politiske hieraki.

En afgørende brik i den kamp hedder ’Made in China 2025’.
For selvom Kina fortsat arbejder med klassiske fem-års planer, så havde denne plan, lanceret i 2015, et ti-års-sigte og den er ambitiøs.

For Kinas magthavere udvalgte en række afgørende teknologier, hvor Kina skulle være absolut førende i år 2025.
Det gælder blandt andet indenfor mikrochips, kunstig intelligens og det gælder elektriske biler.

Og Kina sætter handling bag ordene. Flere statsstyrede banker har stået for finansieringen, når store kinesiske koncerner investerer massivt i egen forskning eller går på opkøbstogt i udlandet for at overtage virksomheder med teknologier, hvor Kina halter efter.
Et eksempel var 2016-købet af den tyske robotudvikler Kuka, som havde et forspring. Nu er det kinesiske ejet.
Indenfor andre områder, bl.a. beskrevet udførligt i New York Times, vælger Kina at indgå samarbejder.
Det er f.eks. sket indenfor mikrochips, hvor den amerikanske storproducent AMD har lavet et lukrativt partnerskab med Kina, men siden blev beskyldt for, at have givet for mange licenser og teknologier væk.

Sådan er fremgangsmåden bag Kinas ambitioner altså. Og det er gået op for USA, hvor f.eks. handelsminister Wilbur Ross åbent har sagt, at flere amerikanske virksomheder har delt for meget teknologi.

Så derfor handler Trumps strid med Kina ikke om billigt ragelse, stål eller aluminium. Men i virkeligheden om pladsen som fremtidens økonomiske supermagt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *