Hvem har lyst til at være andetvalget?

Mon ikke mange kender og hader situationen.

At føle sig som andetvalg. Når fodboldholdet skulle vælges. På dansegulvet. Eller på arbejdspladsen, når job skulle besættes eller forfremmelser uddeles. Det er nok vanskeligt ikke at have prøvet situationen – eller følt den ramme.

Alligevel er det få forundt, at det sker i al offentlighed og at den der vælger dig, direkte erkender, at det sker i mangel på en bedre kandidat.
Det er imidlertid den nærmest groteske situation i det skandinaviske flyselskab SAS, efter udpegelsen af Carsten Dilling som ny bestyrelsesformand.

For danske Dilling var dårligt nået at blive peget ud, før Carl Rosén, der er generalsekretær i det svenske erhvervs- og innovationsministerium og formand for det nomineringsudvalg, der har ledt efter en ny SAS-formand, åbent erkender, at Carsten Dilling langtfra var nomineringsudvalgets førstevalg.

Det er en uhørt erkendelse og ikke mindst uhørt, at sige det i det åbne rum.

I virkeligheden fortæller det nok mere om et dansk-svensk-norsk opgør i et fælles selskab, som ingen af de tre statslige ejere rigtigt ved, hvad de skal gøre med og bruge til. Det vender vi tilbage til.

For når det gælder Carsten Dilling, så er der bare at konkludere, at den erfarne danske leder får svære arbejdsbetingelser som bestyrelsesformand i SAS.

For hvordan forestiller ejerne sig, at medarbejdere og en stadig stærkere SAS-topchef, Rickard Gustafson, skal kunne tage en bestyrelsesformand alvorligt, når mandatet bag udpegelsen tydeligvist er så tyndt som i dette tilfælde?
Og hvordan forestiller ejerne sig, at den nye formand skal kunne sætte den overordnede retning og eventuelt gennemtvinge sine ønsker, når ejerne ikke har givet ham et tilstrækkeligt mandat?

Det er rigtigt dårligt nyt for et SAS, som har brugt år på kanten af et økonomisk og forretningsmæssigt kollaps, men som under Rickard Gustafson har sparet, skåret til og nu endeligt kan se lys i en vanvittig konkurrenceverden.
Den positive udvikling kan let blive bremset nu. Ikke i sig selv af udpegelsen af Carsten Dilling, som trods alt har haft fire år som menigt bestyrelsesmedlem i SAS, men nærmere af den underliggende uenighed, som historien afdækker.

Med en svensk koncernchef har det været en given ting, at der ville komme enten en norsk eller dansk bestyrelsesformand.
Vi har hørt om dybe uenigheder mellem ejerne omkring hvem, som skulle tage over på formandsposten.

Ydermere har det seneste års tid afdækket, at ejerstrukturen i SAS er i opbrud.
For mens Sverige og især Norge har talt åbent om et snarligt farvel til deres ejerandele i SAS, så er Danmark gået den anden vej og har købt op – ikke mindst som en defensiv handling, der først og fremmest skal sikre, at SAS overlever og overlever som storbruger af lufthavnen i Kastrup.

Derfor står SAS i den paradoksale situation, at man på én og samme tid har fået langt bedre styr på den daglige forretning, men samtidig står foran et ejer-opbrud, som bliver giftigt.

Netop i en sådan situation er det afgørende med en stærk bestyrelsesformand. En formand med et klart mandat. Og en formand med ejerne bag sig. Det er ikke tilfældet og det er skræmmende set med SAS-briller.

One response to “Hvem har lyst til at være andetvalget?

  1. Ja navnet Scandinavian bliver interessant om det kan bibeholdes, idet Danmark som feks eneejer jo reelt ikke er et Skandinavisk land?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *