Ryanair-chef vælger at sidde på hænderne

»Jeg vil hellere hugge mine hænder af, end forhandle med fagforeningerne«.

Citatet er Michael O’Learys, mangeårige topchef i det irske lavprisflyselskabet Ryanair og den summede O’Learys generelle holdning til fagforeninger op i flammeskrift.
Nogle gange er det imidlertid sådan, at realiteterne indhenter selv holdninger hugget i granit.

For det er nye tider i Ryanair. Det er nye tider for topchefen.
Og det hele tager afsæt i nye tider, hvor fagforeninger ikke nødvendigvis er så farlige, som mange anså dem for tidligere.

For med den helt friske aftale med den britiske pilotorganisation Balpa om organisering af 600 britiske Ryanair-piloter, er døren sparket ind til nye tider i flyselskabet – og nye tider for Michael O’Leary.

Det er en beslutning, som for bare få måneder siden var utænkelig for Ryanair.
Med ovennævnte faste holdning til fagforbund – forbund, som Michael O’Leary så som en slags djævelskab, som for alt i verden skulle holdes ude af Ryanair – var en afgørende del af forretningsidéen bag Ryanair.

Selskabet skulle drives så rentabelt stramt som overhovedet muligt.
Alt hvad der kunne spares på skulle der spares på. Herunder medarbejderne. Til gavn for passagererne, som kan flyve uhyre billigt med selskabet og til stor gavn for aktionærer, som har set et lille irsk flyselskab udvikle sig til Europas stærkeste og nok mest økonomisk rentable.

Det er en fantastisk bedrift. Men det er også en bedrift, som har haft omkostninger.
Medarbejderne er blevet kørt hårdere end i noget andet internationalt flyselskab. Arbejdsvilkår, løn og betingelser blev kørt til stregen – og over – mener nogen.

Den model virkede, for selvom der jævnligt dukkede kritik op, så var det i mange år sjældent, at medarbejderne brokkedede sig offentligt.
Måske turde de ikke? Måske var de ikke så utilfredse? Men det har ændret sig.

For i løbet af de sidste par år voksede en egentlig intern medarbejdermodstand frem i Ryanair i en grad, så det lignede en relation der var brudt sammen.
Faktisk i så alvorlig grad, at en strejke blev en kortvarig realitet i december 2017. Den første i selskabets historie.

Jeg tror, at så længe Michael O’Leary kunne holde kritikken inde i selskabet, så balancerede han gerne på kanten af fjendskab med visse medarbejdere.
Men jeg tror også, at der ligger iskolde økonomiske vurderinger bag, når han og selskabet nu vælger at gå den stik modsatte vej og indgå den første af måske flere overenskomster.

For strejken var en øjenåbner og det kom på et tidspunkt, hvor Michael O’Leary i forvejen var i knæ og bl.a. offentligt havde måtte undskylde over for planlægningsramte kunder, som så fly i tusindevis blive aflyst.
Det rejste en shitstorm af den store slags og det ramte Ryanair på forretningen.

Episoderne viste, at Ryanair var gået fra at være den spændende lille David, der kæmpede for billige flypriser til de mange kunder, til i stedet, at være en slags ’ond’ Goliath, der trynede både passagerer og ansatte.

Den slags er svært at overleve og derfor reagerer Michael O’Leary som han gør. Ikke ved at hugge hænderne af. I stedet vælger han altså at sætte sig på dem, mens han formentlig bider sig hårdt i tungen for ikke at sige, hvad han virkeligt mener om kunder og fagforeninger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *