Vi mangler en håndfast sherif i krypto-verdenen

Prøv at gå ind på hjemmesiden Skat.dk og søg på ordet »bitcoin«. Du kan også prøve at søge på ordet »kryptovaluta«.

Hvis du bliver klogere af at læse diverse svar fra Skatte­rådet og sære regelfremstillinger, så giv mig gerne besked – for jeg gør i hvert fald ikke.

For mig symboliserer manglen på klare regler og klart forståeligt sprog den situation, som det »offentlige Danmark« står i, når det gælder hånd­teringen af de fremadstormende kryptovalutaer. Mens tusinder af danskere kaster deres sparepenge i fænomenet, står myndighederne rystede tilbage.

For tilsyneladende ved ingen, hvad de skal mene. Ingen gør noget – i hvert fald ikke på en måde, så jeg som borger og mulig kryptoinvestor får besked og klare linjer.

Helt ærligt, så tror jeg, at alle – fra politikere over myndig­heder, interesseorganisationer til finansvirksomheder – lukker øjnene og håber, at andre vil gøre noget.

Tænk lige over, hvor vanvittigt det er, at jeg som borger ikke kan gå ind på Skat og få klare svar om, hvordan jeg skal forholde mig til køb og salg af kryptovalutaer og skattereglerne.

Det er jo ikke, fordi Skat ellers mangler regler. Men her er det sorteste hul, jeg har set i mange år.

Nu skal fingeren ikke udelukkende rettes mod Skat. For i princippet forstår jeg godt, at Skat har svært ved at finde op og ned på, hvordan man skal forholde sig til noget, der gik fra en slags oprørsk bevægelse til nu, hvor kryptovalutaer er blevet et spekulationsobjekt uden grænser, og hvor regler er noget, man selv finder på … sådan groft sagt.

Så hvis Skat i Danmark sidder fortumlet tilbage, forstår jeg dem. Det ændrer bare ikke på, at det er skidt.

En ting er beskatningen. Den kan være svær at få på plads. Noget andet – og mindst lige så besværligt – er selve reguleringen og kontrollen af handelen.

Hvordan man styrer handel af en karakter som krypto­valuta, ved jeg ikke, og det samme gælder tydeligvis myndigheder verden over.

Og hvis nogen skulle være i tvivl om, at i hvert fald en del af kryptohandlen foregår i en slags »banditland«, skal de bare læse Berlingske Business.

Fortællingen om, hvordan man i lukkede Facebook-grupper aftaler en slags »overfald« på kurser, er opsigtsvækkende.
Alle spekulanter kender mekanismen. Så når nogen aftaler at købe heftigt op over en kort periode, vil prisen på varen automatisk stige. At det så kun er amatørerne, der står tilbage med regningen, er den grimme del af fortællingen.

Inden for aktieverdenen kaldes den slags kursmani­pulation og udløser bøder eller fængsel i de grove tilfælde. Sådan skal det være – også når det gælder kryptovalutaer.

Danmark er langtfra alene om at have et sort hul, når det gælder håndteringen af kryptovalutaer.
Men mange andre lande er klart længere med at opstille regler. Fra Kina over Sydkorea til flere EU-lande halser man afsted for at få opstillet reglerne, og myndighederne er i hvert fald åbne om, at man har et sort hul, der skal lukkes.

Det mangler i Danmark, og når alt kommer til alt, mangler jeg en hårdhændet »sherif«.
Én, der giver klar besked om rigtigt og forkert, og selvfølgelig én, der lader hammeren falde, hvis nogen træder ved siden af – hvad enten vi taler kursmanipulation eller manglende betaling af skat ved køb og salg af kryptovalutaer.

One response to “Vi mangler en håndfast sherif i krypto-verdenen

  1. Er det i grunden ikke mærkeligt at man opfatter dette som et skattemæssigt sort hul? For hvis jeg og mine 4 naboer/genboer og/eller gode venner, alle valgte at køb/sælge gamle aviser til millionbeløb med hinanden, til stadigt opskruede priser, så ville SKAT formentlig kalde skattepligtige gaver (fordi man flytter penge for noget fiktivt uden reelt værdi). Skete det mellem virksomheder, så ville det være kaldet transfer pricing, skjult udbytte eller lignende uacceptabel kapitalflytning. Den som modtager pengene ville være skattepligtig formentlig af hele “avancen”.
    PS:
    Og sammenligningen med gamle aviser er ikke helt fair – overfor aviserne forstås. For de repræsenterer dog en eller anden form for værdi, modsat de såkaldte krypro”valutaer”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *