Tænk, er vi virkelig ikke kommet længere?

Jeg troede faktisk, at vi var kommet længere.

At vi som samfund og i erhvervslivet var på vej – om end i meget langsomt tempo – mod en reel ligestilling.

I Berlingske Business har vi skrevet stolpe op og ned om de udfordringer kvinder møder i dansk erhvervsliv.
Om de karrieremæssige konsekvenser det har, at kvinder holder lange barsler. Om lønforskelle for identiske job, som er umulige at forklare. som andet end ulighed mellem kønnene.
Om manglen på kvinder på kvinder på vej mod toppen i erhvervsliv, stat og organisationer. Om de få kvindelige topchefer og relativt få kvinder, som får plads i de tungeste bestyrelser og om, hvor mange år det vil tage, at få balance i kønsfordelingen.

Derfor reagerede jeg, da jeg i fredagens Berlingske Business kunne læse om konsekvenserne for mænds karriere, hvis de formaster sig til at tage fædreorlov og barsel.

For opgørelsen fra Lederne, understøttet af erfaringer fra DJØF, hvor lille den med sine 60 sager end er, sætter fingeren direkte ned på et af dansk erhvervslivs mest ømme punkter: Ligestilling, eller manglen på samme.

For er de oplevelser, som de 60 sager som Lederne havde med mandlige medlemmer sidste år retningsgivende, så er der lang vej til ligestilling i Danmark.

Når ledende medarbejdere kan blive fyret og forbigået, alene baseret på, at de har tilladt sig at gå på fædreorlov eller barsel, så fortæller det en helt anden historie om lighed og helhedstænkning, end den de fleste virksomheder gerne vil bryste sig af.

Jeg ved, at der findes masser af progressive danske virksomheder, der arbejder bevidst og aktivt for at understøtte ligestilling og lighed. Men måske er vi – sagt generaliserende – slet ikke så moderne og fremsynede, som vi selv tror.
I virkeligheden tror jeg, at problemet ligger i laget under topledelsen. For topledelser er gode til at udstikke kursen og til at holde ’skåltaler’ om virksomheden.
Men virkeligheden i en virksomhed ligger i høj grad i laget fra mellemlederne og ned. Der skal vagtplaner og bemandingen være på plads og der er langt fra skåltaler til virkeligheden, hvor dét, at nogen holder orlov – kvinder eller mænd – er et meget virkeligt problem.

Det paradoksale er, at Business-historien om, at mændene nu også bliver ramt negativt af konsekvenserne af at holde fædreorlov og barsel, kan blive præcis dét, som får ændret noget for alle i Danmark. Uanset køn.

For hvor bagvendt det end kan virke, så vil konsekvenserne for mændene udstille det urimelige i, at kvinderne i lang tid er blevet ramt at de samme konsekvenser. Måske vil det føre til tiltrængte forandringer, jeg håber det.

Men selvom jeg hader tvang. Hvad enten det handler om tvungen barsel til både mænd og kvinder, eller tvang i form af kvoter, som skal få flere kvinder ind i ledelser og bestyrelser, så er spørgsmålet, hvad alternativet er?
Al erfaring – herunder de faktabaserede – viser, at der stort set ikke er udvikling i kønsfordelingen i toppen af dansk erhvervsliv og mændenes problemer ved at holde orlov og barsel viser, at problemerne stikker langt dybere end bare på direktionsplan.
Det er et problem for erhvervslivet – og ultimativt for et land som Danmark – og det kan ikke fortsætte uden konkret handling.

5 responses to “Tænk, er vi virkelig ikke kommet længere?

  1. Igen en sludder for en sladder artikel om ligestilling. Det er ikke ligegyldigt, hvornår kvinder vælger at få deres børn ift. karrieren. Den slags skal planlægges, hvis man er kvinde. F.eks. at få børnene mens man er i første halvdel af 20’erne og der endnu ikke er fart på karrieren. Kvinder holder længere barsler, fordi det er kvinderne der føder & ammer børn. Som en kvindelig børnelæge udtalte til TV for nogle år siden: “Mor er den vigtigste person i barnets første levetid”. Sorry, det er ikke far. Kvinder vælger i vidt omfang også forkert mht. studievalg ift. det at gøre topkarrere. Der er stadig alt for mange der vælger sprogfag, kommunikation, offentlig administration og sociologi og for få der vælger de “hårde” fag, som f.eks. ingeniør og MBA. Derfor er de ude af stand til at øde fødekæden, der fører til topjobs på ledergangen og derfra bestyrelsesposter. De fag kvinder i vidt omfang vælger, fører nemlig ikke til karriere ret mange andre steder end i HR, CSR og kommunikation.

    1. Det er dybt urealistisk, at kvinder skulle få børn mellem 20-25. I så fald ville mange blive forhindret i at tage uddannelse, og først komme på arbejdsmarkedet med mange års forsinkelse. Hvordan skulle det hjælpe ligestillingen?

      Desuden ville det første, alt for unge parforhold næppe holde, og så ville der blive født endnu et par børn med tilhørende barsler ti år senere – som det fx er tilfældet på Island, hvor der er tradition for at få (de første) børn i ung alder.

      WHO anbefaler fuldt bryst indtil de 6 måneder. Det er den “første levetid”, din kvindelige børnelæge mener. Efter det har babyer stigende behov for at lege, tumle og udforske verden – men færre brystmåltider, og noget af mælken kan være erstatning. Derfor tog jeg de første halve år af barslen i min familie, mens min mand tog det andet halve år. Og gudskelov for det. Efter et halvt år som malkemaskine uden kolleger og mit normale arbejde, var jeg SÅ færdig med at gå derhjemme. Min mand elskede til gengæld hjemmetiden med vores lille babypige.

      Og jeg tror at flere og flere mænd har det som ham, og forstår at de sagtens kan tage den halve barsel. At det er godt for både dem og deres børn – og parforholdet i øvrigt, som mange undersøgelser viser.

    2. Og hvem har Jesper Ørsted så tænkt sig skulle være far til børn, som kvinder ifølge hans opfattelse skal få i 20’erne?
      Danske mænd er ikke “klar” til familie, førend de er langt op i 30’erne.
      Så må det blive med donorsæd, men det betyder at kvinderne bliver alenemødre.
      Det er en udfordring, vi de vil gøre karriere.

  2. Jeg troede til gengæld ikke, at du ville gå ind for ”totalitære” midler som kvoter og tvungen barsel. Alle, kvinder som mænd, laver valg ud fra deres egen situation, og ingen, især ikke staten, skal gribe ind i dette.

    Og erkend nu lugten i bageriet: I størstedelen af erhvervslivet er der ikke andre målestokke for succes, og dermed for ens karriere, end resultater. Således vil fravær, uanset køn, være en hæmsko, når man sammenlignes med de, der laver en fuldtids satsning på arbejdet. Dette kan naturligvis overkommes med andre midler, men ikke effektivt og retfærdigt med tvang.
    Argumentet mod dette vil selvfølgelig være, at samfundet har en interesse i børn, og at alle har lige muligheder. Men at vælge laveste fællesnævner i form af, at alle skal have barsel, er efter min mening helt ude i hampen.
    Hvordan vil du i øvrigt ”straffe” de familier, der simpelthen fravælger ungerne? Tvungen statsbetalt ferie? Efter min mening har de, der vælger børn og familie, lavet et fornuftigt valg, så der er mere balance i tilværelsen. En større del af kvinderne end mændene ligger tilsyneladende i denne gruppe, og det er direkte naivt at tro, at dette ændres ved kvoter. Kvoterne vil blot give fordele til et mindretal af kvinder, der vil få meget travlt med at erstatte de mænd, der udelukkes. Jeg tror i øvrigt, at mange af begge køn senere vil fortryde børnefravalget. Og at tilvalget af børn så modsat potentielt koster på karrieren er blot en pris, man må betale. Det sker i mange andre valg i livet. Og hold for guds skyld Big Brother ude af det.

  3. Der er vel netop tale om ligestilling når mænd udsættes for de samme karriereproblemer som kvinder p.g.a. barsel. Som medarbejder må man leve med sin prioritering, og acceptere ledelsens ret til at lede og fordele arbejdet. At der så er mange firmaer, der ikke helt lever op til de fine ord, der sættes på tryg i glittede brochurer og politikker (reklamer) på egne hjemmesider, kommer måske heller ikke som den helt store overraskelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *