Kom med helt ind i Legos maskinrum

Der er få ikoniske danske erhvervsfolk.

En af de største nulevende af slagsen er Lego-ejer Kjeld Kirk Kristiansen.

Gennem 40 år har han – direkte og inddirekte – stået i spidsen for en af dansk erhvervslivs største succes­historier.
Der er været op- og nedture undervejs. Men de seneste 15 år har været en næsten ubrudt stribe af successer.

Kjeld Kirk Kristiansen er en venlig mand.
Jeg har truffet ham nogle gange. Sludret kort med ham. Men trods talrige forsøg har han aldrig bidt på mit ønske om et større interview.
Afvisningen har altid været med et smil. Men en afvisning har det været.

Derfor er det unikt, at vi på Berlingske Business over tre dage og i tre kapitler har kunne præsentere den store fortælling om og med Kjeld Kirk Kristiansen.
Og også unikt, fordi det er sket med bidrag fra helt centrale nøglepersoner i nutidens og fremtidens Lego.

Jørgen Vig Knudstorp – manden nogle for sjovt har kaldt Kjeld Kirk Kristiansens uægte søn – fortæller i dybden om de to personers særlige relation.

Og fremtidens Lego-over­hoved, Thomas Kirk Kristiansen, fortæller om sine udfordringer med fremtidens opgave, og hvordan han er blevet klædt på til den.
Det er et uhørt indblik i de tanker, der ligger bag Lego.

Lego har gennem mere end et tiår hørt til dansk erhvervslivs vækstmirakler.
Men det er ikke kommet af sig selv. Kjeld Kirk Kristiansen fortæller om kriserne. Om milliardunderskuddene. Om manglen på retning. Og om, hvordan en ung mand – heldigt – kom ind fra siden og var afgørende for redningen af Lego.

Det hører til Kjeld Kirk Kristiansens største bedrifter, at han så lyset i den unge mand. Det var Jørgen Vig Knudstorp, som Kjeld Kirk Kristiansen grinende fortæller, at han da havde overvejet at adoptere.

Nu er man langt på den anden side af krisen. Og de seneste år har handlet om fremtiden.
Det er vanvittigt interessant at læse, hvordan Kjeld Kirk Kristiansen lagde arvefølgen på plads for Lego. Hvordan han valgte sin søn Thomas som sin efterfølger.

Endnu mere interessant – faktisk dybt opsigtsvækkende – er hans ord om, hvordan ejerstrukturen skal være, og hvordan han ønsker den udlevet i fremtiden.

En afgørende ting er, at Lego forbliver familieejet.
En anden er, at nok er Thomas Kirk Kristiansen valgt som fremtidens overhoved, men leverer han ikke, så har man lavet en sindrig ejerstruktur, så han faktisk kan væltes.

Det er usædvanligt at tale om for en ejerfamilie. Normalt vil man holde den slags diskussioner internt. Men her slår Kjeld Kirk Kristiansen fast, at intet står over Lego og selskabets fremtid. Ikke engang familien. For viser det sig, at familien ikke er den rigtige til at stå i spidsen, så skal andre ind for drive koncernen fremad.

Opsigtsvækkende er det også, at man internt i familien allerede er langt med at gøre de næste generationer klar til at tage over. Børnebørnene går i en slags Lego-skole. Ikke bare for at lege og lære om produkterne. Men også i form af jævnlige ture rundt på fabrikkerne i Billund. De skal simpelthen have klodserne ind under huden.

Så klodserne til fremtiden for Lego er lagt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *