Milliarderne er væk. Jeg vil have ansvaret placeret

Som skatteborger har denne uge været en af de værste jeg nogensinde har oplevet.

Skatteminister Karsten Lauritzen offentliggjorde resultatet af den store advokatundersøgelse af svindlen med udbytteskat.
Undersøgelsen skulle en gang for alle afdække dybden af og placere det eventuelle ansvar for den massive svindel med udbytteskat, som Skat blev ramt af frem til 2015.

Svindlen med udbytteskat er – foreløbigt – endt med et tab for den danske statskasse på hele 12,3 mia. kr.
Det er penge som er stjålet direkte op af dine og mine lommer. Og det er dermed en sag, som vedrører os alle.

Konklusionen på advokatundersøgelsen er enkel: Der kan ikke placeres et »disciplinært eller ansættelsesretligt ansvar« mod nogen.

Hvis vi nu oversætter det til almindeligt dansk, så er konklusionen, at svindlere frit kan stjæle 12,3 mia. kr. fra statskassen, uden at man behøver at få placeret ansvaret for at tyveriet kunne ske.

Jeg er oprørt. Faktisk rasende. Dels over svindlen. Dels over, at det har kunne finde sted i et svagt og elendigt ledet Skat. Dels over politikere, som i årene frem til svindlen næsten systematisk svækkede Skat via omlægninger og besparelser.
Og så er jeg dybt forarget over, at ingen får ansvaret og at ingen dermed får konsekvensen at føle.

Hvordan politikere kan komme frem til den konklusion forstår jeg til fulde. Men ikke at det samme gælder advokater.
Jeg anerkender juristers skelnen mellem sort og hvidt. Men jeg anerkender ikke, at en så massiv svindel kan finde sted, uden at der placeres et ansvar. På fagligt og personniveau.

Når man som jeg følger dansk erhvervsliv tæt, så er det med de briller, at jeg vurderer konklusionen fra advokaterne.
For det står tindrende klart, at noget tisvarende aldrig ville have været tilladt i en stor privat virksomhed.
Dér ville ansvaret være blevet placeret. Dér ville der rulle hoveder.
Og det er sådan det bør være. Enhver handling – eller mangel på handling – har en konsekvens. Også for de personer som står bag handlingen eller beslutningen.

Nu kan vi i stedet konstatere, at den nuværende øverste leder, skatteminister Karsten Lauritzen i stedet er såkaldt ’tilfreds’ med undersøgelsens konklusion.
Han kalder også sagen »dybt ulykkeligt«. Nej, sagen er ikke ulykkelig, den er resultatet af dårligt arbejde i Skat, mangelfuld tilsyn og it-systemer, som alle erkendte ikke fungerede.

Nogle vil nu efterfølgende sige, at der jo faktisk rullede hoveder i Skat i kølvandet på afdækningen af udbytteskat-skandalen.
Og rigtigt er det jo, at den daværende Skat-direktør, Jesper Rønnow, endte med at blive fyret.  Men fyringen var ikke det samme, som at han fik ansvaret for udbytteskat-skandalen.

Så var der flere ledende medarbejdere, som blev ’hjemsendt’ fra deres arbejde, mens sagen eksploderede.
De har heller ikke fået ansvaret. I stedet er de retur på job.

Og det er jo ikke fordi jeg vil se blod.

Dette handler i al sin enkelthed om, at en sag som denne kræver, at der placeres et ansvar.
At systemet og politikerne når frem til vigtig læring og erkendelser af, hvad der gik galt.
Det mangler og det er i bedste fald uforståeligt.

Og det betyder, at en tilsvarende sag kan ske igen – uden at nogen får ansvaret.

16 responses to “Milliarderne er væk. Jeg vil have ansvaret placeret

  1. Helt enig med Benson.
    Lad mig først citere Asger Aamund: “Skandaler, – dem pakker vi da fisk ind i imorgen”.

    Er vi danskere virkelig tilfredse med det?

    Skandale på skandale uden konsekvens for nogen. Det sikrer vore politikere i samarbejde med embedsværket og vor ubestikkelige advokatstand.

    Skandalerne om den massive svindel med udbytteskat, EFI som ikke duede, IC4 som aldrig rigtig kom på skinner og miliardprojektet med togsignalerne som dræner kassen!
    Ingen ansvarlige her heller?
    Uforståeligt at nogen kan deltage i udformning af kontrakter, som sikrer betaling for ikke leverede varer.

    Ud over beløbenes størrelse, – hvorfor er forskellen på forretning i det offentlige i forhold til det private erhvervsliv så stor?

    Den næste skandale er godt på vej.
    Nu skal politikerne lige have kammeradvokaten til at “kikke på ” italienernes “ubestikkelighed” ifm. byggeriet af den nye Storstrømsbro.
    Så er politikernes ryg fri, og italienerne kan igen igen tage røven på den danske stat, uden at nogen har ansvaret? Advokater er jo pr definition uden skyld.

    Og ikke et ondt ord om Italienernes kultur. Skønt land og flinke, dygtige mennesker. Her er bestikkelse hovedreglen, ikke undtagelsen. Det ved vi alle. Men uanset hvilken leverandør du vælger, kære beslutningstager:
    ” så betal når varen er leveret, og ikke før”.

    Kan det virkelig være så vanskeligt?

  2. Det er mig en gåde, at man kan spilde så mange penge ekstra på en advokat undersøgelse uden også at vurdere politikernes og ministeriernes ansvar.
    Det virker useriøst. Lad os få at vide hvem der konkret er skyld i at forudsætningerne for bedrageriet kom på plads: Finansministeriet ? SKAT selv ?, inkompetente skatteministre ? Andre ?
    Og ikke mindst hvordan undgår vi at noget lignende kan ske igen i SKAT, i forsvaret, i hospitalsvæsenet osv.

  3. Vrøvl! Ansvaret ligger hos de vælgere der har valgt politikere som vil spare sig igennem at skatteregnskabet ikke hænger sammen – og det er så en øvelse som er gået for vidt.
    Strategien er besluttet af skiftende flertal i folketinget – og over lang tid, så der KAN ikke udpeges en enkelt synder.

    Samtidig har vi en embedsmandsstyrke som SKAL eksekvere den besluttede politik, og som ikke kan komme igennem systemet med advarsler.

    Eneste anke kan være mod de ledende embedsmænd som har eksekveret ordrer som de vidste ville få fatale følger – men kunsten er at bevise at det var en forudsigelig konsekvens.

    …bliv voksen, og indse at det er sådan tingene hænger sammen. Lad være med at bruge penge på undersøgelser og kommissioner, men brug dem produktivt til konsekvensanalyse og forebyggelse.

  4. Danmarkshistorien største og mest skændige økonomiske skandale til dato. Hvilket totalt svigt af Skats højtlønnede topembedsmænd. Hvilket totalt svigt og besvigelse af befolkningen af de skatteministre, der ikke evnede at føre kontrol med noget som helst. Uduelighed slendrian slaphed dumhed uden ende fra embedsmændenes side. Helt ufatteligt når man ser hvor let Skat kunne snydes og bedrages som var det en ren børnehave. Ufatteligt og skændigt at ingen drages økonomisk ansvarlige – alle ministre vasker deres hænder og alle embedsmænd lige så. Lad os få foto og navn på de ansvarlige så vi kan hylde dem for deres store dygtighed i at unddrage sig ansvaret og skjule sig bag hinandens ryg. Magen uduelighed, dumhed, elendig embedsførelse og grænseløs uansvarlighed finder man normalt kun i de værste bananrepublikker og i gennem korrupte uduelige afrikanske stater. Alle implicerede skulle idømmes bøder på mellem 100.000 og indtil flere millioner, flere burde idømmes flere års ubetinget fængsel og fyres på blankt papir. – Men – intet sker, intet rammer dette ynkelige pak.

  5. Der burde placeres et ansvar her, men det kommer åbenbart ikke til at ske. Derfor bør der sættes navn på de primære politisk ansvarlige syndere, men også andre lovgivere bør holdes moralsk ansvarlige, fordi de ideologisk har argumenteret for en rundbarbering af SKAT. Folkedomstolen må træde i karakter og dømme dem, der dømmes kan:

    Poltikere:

    Karsten Lauritzen (V)
    Kristian Jensen (V)
    Troels Lund Poulsen (V)
    Thor Möger Pedersen (SF)>(S) Den såkaldte “møgunge” bør aldrig have muligheden for politisk come back.
    Holger K. Nielsen (SF) Done
    Jonas Dahl (SF) Bør også være færdig i politik
    Morten Østergaard (R) Døm selv. Burde rive rullekraven op over hovedet.
    Benny Engelbrecht (S) No comments!

    Embedsmænd:
    Jens Brøchner (bør kræves fyret og burde retsforfølges)
    Jesper Simonsen (fyret og bør stilles til ansvar)
    Peter Loft (done, bør stilles til ansvar)

  6. Tilståelse det er mig, som fandt på bedrageriet, med refusion af udbytteskat på kun 12,3 mia. kr. Når jeg siger “kun” så er det fordi jeg også fandt på svindelen med moms, på omkring 90 mia. kr. OW-Bunker, DONG, Statens Seruminstitut og alt for meget mere.
    Denne historie er totalt langt ude, men begynder med at jeg fik kontakt med nogle flygtninge på internettet. Og det lykkes at hjælpe dem. Men de manglede penge. Det gør de ikke mere.

  7. Ansvaret ligger hos dem, der giver deres stemme til partiet Venstre. Kristian Jensen og Claus Hjort Frderiksen var arkitekterne bag centraliseringen og nedbarberingen af skatteforvaltningen. Kristian Jensen har man nu forfremmet til Finansminister. Imens må de fattige og svage søge julehjælp. Venstre ved man hvor man har — langt væk fra virkeligt ansvar.
    Jeg vil mene, at en rigsretssag var på sin plads.

  8. Det undrer mig at alle disse kommentatorer ikke kan samles i et ” parti ” i mine øjne
    har de jo et fælles mål at kæmpe for. Og det er jo bekendt at det eneste politikere – som jo har det overordnede ansvar — har respekt for er en fasttømret gruppe.-

  9. Undskyld, Jesper rønnow fyret ?, og hvad så, han blev straks hentet ind som konsulent til om endnu højere løn.
    I DK placere man aldrig ansvar, det gør politikere ikke, og det gør vælgere i særdeleshed ikke.

  10. Skandalen I SKAT har intet med nedskæringer at gøre, da antallet af ansatte nogenlunde svarer til, hvad der er ansat hos skattemyndighederne i sammenlignelige lande. Hvis der havde været en kompetent ledelse i SKAT, ville den naturligvis havde opbygget et fornuftigt kontrolmiljø, således at en enkelt mand ikke bare kunne sidde og udbetale milliarder af kroner til diverse udenlandske stråmænd. Desværre har i mange år været sådan, at hvis du bare var en god socialdemokrat, så var din faglige ballast helt underordnet.

  11. Skyldes skandalerne ikke bare inkompetence fra top til bund?
    Spar på indianerne og ansæt et stort mellemlag, der mudrer hele ansvarsfordelingen.

    D.R. og deres forbrug af licenspenge til tvivlsomme formål, er noget vi alle har en mening om. Det kommer til at koste mindst de 12,5% D.F. forlanger. Besparelsen hentes nemt ved af fyre hele dette mellemlag, der alligevel ikke bidrager med noget som helst. Hele ansvaret ligger hos direktionen og bestyrelsen, som ikke magter at drive en medievirksomhed på forsvarlig vis.

  12. Som ganske alm. lønmodtager gemmen snart et helt arbejdsliv, hverken vil eller kan jeg godtage, at en sag om mere en 12 milliarder forsvundne skattekroner ikke kan være nogens skyld, og at der derfor ikke er nogen at drage til ansvar. Det er ynkeligt og mangel på respekt for os, der betaler skat. De penge jeg har indbetalt til skat gennem 40 års arbejde svarer kun til en brøkdel af det samlede beløb, men jeg er rasende over, at det kunne få lov at ske og at ingen kan love, at hullet ER lukket.
    Blot 250 mill vil gøre en kæmpe forskel for enkelte sygehuse, så hvordan fanden kan man så bare glemme det og komme videre ?

    1. Husk lige at både Blondinen og Lille Lars Ligeglad, har venner i skat, og derfor sker der intet.
      Men vælgerne kan så let som ingenting straffe de ansvarlige der hvor det gør mest ondt, ingen genvalg.
      Nåt man tænker på at Anne mie Ansvarsløs måtte gå for 5 ører, ( og jeg er meget langt fra Anne Mie fan ), så er filmen helt og aldeles knækket.
      Men som Göbbels sagde. Vælgerne har selv valgt.

  13. Men der sad jo også nogle inkompetente og samtidig totalt selvfede ledere i SKAT – fx den fyrede direktør, der jo indtil han blev fyret gang på gang optrådte i medierne med en selvfed mine der sagde ‘jeg er jo en stor og mægtig direktør….og ligeglad med alle andre end mig selv”…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *