Syv års ulykke og nu en tur på vand og brød

Det er to uadskillige størrelser.
Bilfabrikken VW og den tyske by Wolfsburg.

Byen har vokset sig stor rundt omkring fabrikshallerne, hvor VW siden 2. verdenskrig har vokset sig større og større og nu i flere år har været verdens største bilproducent.

Men virksomheden står ved en skillevej, hvor meget – og ikke alt – som har kendetegnet koncernen nu skal laves om. Helt om.

Derfor er det symbolsk udover alle grænser, at VW og byrådet i Wolfsburg i disse dage diskuterer etablering af et helt nyt digitalt bolig- og erhvervskvarter langs en af byens centrale veje, Heinrich-Nordhoff-Straße.

Vejen er opkaldt efter Henrich Nordhoff, der overtog ledelsen af VW efter krigen, da fabrikken lå i ruiner og lagde fundamentet til den enorme koncern, som VW har udviklet sig til.

VW er gået ind i projektet, der skal ende ud med etablering af et helt nyt kvarter i byen, for at bygge bro til fremtiden.
Det lyder næsten som et eventyr, men helt så enkel er virkeligheden selvfølgelig ikke.

For lå VW fysisk i ruiner efter 2. verdenskrig, så ligger virksomheden på nogle måder i ruiner i dag.

Årsagen er selvfølgelig dieselgate.
Og vi har jo fortalt stolpe op og ned om krisen, som brød ud i efteråret 2015, da VW blev afsløret i at have installeret snyde-software i mange af dens dieselmodeller som gjorde, at det så ud til, at de udledte færre skadelige stoffer end de gjorde i virkeligheden.
Siden røg en stribe direktører, kulminerende med den øverste af dem alle, koncernchef Martin Winterkorn.

VW har erkendt skyld i bl.a. USA og indvilliget i at betale milliarder i erstatning, for at slippe for at de amerikanske myndigheder tog sagen endnu længere ind i det amerikanske retssystem – og så kunne resten være historie. Men det er det slet ikke.

Jeg har flere gange skrevet – også dengang – at krisen først lige var begyndt og at den ville udvikle sig dybere og dybdere.
Det har siden vist sig at holde stik og i denne uge har den taget et nyt skridt mod dybet.

Forklaringen skal findes i en retssal i den amerikanske bilby Detroit.
Her blev tyske Oliver Schmidt, tidligere ledende medarbejder i VW’s amerikanske afdeling, forleden idømt syv års fængsel og bødestraf for sin ledende rolle i brugen af snydesoftware.

Tidligere en en VW-ingeniør idømt fængsel i USA og i hvert fald seks yderligere VW-medarbejdere er tiltalt i USA, men menes at putte sig i Tyskland. Det er endnu en foreløbig kulmination på turbulente to år for VW.

For en ting er bøderne, fyringerne og fængslingerne. en anden er, hvordan VW står midt i en ombygning af sig selv, som kan ende som en regulær intern revolution.

VW-ledelsen har tidligere fortalt, hvordan man vil reformere koncernen og undervejs i processen forlade forbrændingsmotorerne, i hvert fald delvist.
Fremtiden bliver bl.a. elektrisk og man er langt med ambitiøse planer.

I disse måneder er man igang med at tage nye skridt. Bl.a. for at omstille produktionen til el- og hybridbiler.
Det er en proces der ventes at ville koste fyringer, hvor mange vides ikke.

Men for VW er det trods alt en mindre ting i en tid, hvor man stadig ikke ved, hvor hårdt efterdønningerne fra dieselgate vil ramme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *