Stakkels rige nordmænd

Jeg kender en nordmand, bosat her i Danmark.

Hver gang vi danskere skruer op for drillerier eller udfordrer ham, har han altid et overskudsagtigt svar og det leveres med et stort grin.
Og det er ikke fordi han altid har ret. Det er fordi han – og de øvrige godt 5,2 millioner nordmænd – har et tungtvejende argument i baghånden. 1,3 millioner argumenter.

For så mange penge – plus/minus – ville hver nordmand få, hvis man besluttede at opløse den enorme oliefond, som i september rundede en samlet værdi på mere end 1.000 milliarder dollar.

Med den gamle fejlagtige vandrehistorie in mente om, hvordan Norge ’snød’ Danmark for en del af de enorme oliereserver i undergrunden af Nordsøen, så er det klart, at vi her i Danmark let kan blive misundelige på nordmændene.

Det er godt for nordmændene. Og langt hen ad vejen, så har de håndteret deres pludselige rigdom på en helt fantastisk måde.
For mens andre der er kommet hurtigt til betydelig rigdom, f.eks. Holland under et tilsvarende gaseventyr i 60’erne og 70’erne, lod stigende indtægter følge af stigende udgifter i samfundet, så har Norge bevidst valgt at sige, at de enorme indtægter, som er fulgt med olieeventyret siden 1970’erne, ikke bare tilhører de nuværende generationer. Man var tidligt bevidst om, at indtægterne skulle overføres til kommende generationer og at man alene måtte bruge afkastet fra den voksende formue til at forsøde tilværelsen for nordmændene og finansiere statens forbrug.

Den model har virket i mange år. De første mange år voksede og voksede formuen, fordi Norge fandt mere og mere olie og samtidig steg prisen på olie. Formuen voksede hastigt og dermed det afkast, som den norske stat kunne bruge løs af. Siden faldt olieindtægterne på grund af faldende priser. Men det er de seneste år blevet kompenseret af en formue, som ikke mindst er placeret i aktier og fast ejendom og det har været gyldne aktiedage i flere år. Så igen hev nordmændene nye milliarder hjem, så grund-formuen voksede og afkastet blev større og kunne smides ind i velfærd og samfundsinvesteringer.

Men måske er Norge ved at nå grænsen for, om de kan tage det for givet, at oliefondens formue pr. automatik fortsætter med at vokse.
Torsdag fremlagde den norske regering budgettet for 2018. Planen er, at 2,9 pct. af statsbudgettet skal komme fra afkastet fra oliefonden. Det er, i lighed med de seneste to år, højere end afkastet og billedet har siden finanskrisen i 2008-09 været, at afhængigheden af olieafkastet er blevet større og større.

Norske økonomer er derfor bekymrede over, at norsk økonomi, trods reglen om kun at bruge afkastet fra olieformuen, er ved at blive for afhængig af oliepengene. Det skyldes, at alt andet i norsk økonomi netop nu står så godt som sjældent før. Det gælder beskæftigelse, Væksten i norsk økonomi. Og skatteindtægterne. Så hvis behovet for at bruge løs af olieafkastet er så stort som det er, så frygter økonomerne for, hvad man skal gøre, hvis væksten falder. Olieprisen falder. Renten stiger og afkastet fra aktier falder. Så vil det nemlig kunne efterlade et betydeligt hul i statsbudgettet og så bliver den norske olie-model for alvor udfordret.

Men det er en udfordring til fremtiden. Foreløbig kan nordmændene nøjes med at glæde sig over deres rigdom.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *