Højtflyvende jyske luftkasteller

Der er noget sært dragende over luftfartsindustrien og lufthavne.

Måske har det noget at gøre med de fantastiske fly at gøre?

Måske er det vores alle sammens indbyggede drømme om at rejse langt væk og tage på opdagelse, som gør det?
Og så er der prestigen, som alle år er fulgt tæt efter fly og lufthavne. Den er vigtig – også i Danmark – og også i dag.

Det er nok nogle af forklaringerne på, at en stribe danske kommuner i dag er storaktionærer i deres egne lufthavne.
Og måske er det samtidig en del af forklaringen på, at al sund fornuft virker til at være sat ud af kraft i de samme kommuner, når det gælder deres investeringer i og kamp for, at netop deres lufthavne overlever og udvikler sig.

Torsdag blev seneste skridt taget i dét, som er en regulær kamp om luftrummet over Jylland og en kamp om at have Danmarks anden store internationale lufthavn, efter den i København.

Aarhus Airport har været dømt borte og ude i årevis.
Lufthavnen er lille og umoderne. Den ligger skævt i forhold til kunderne og det er alt for besværligt, når man skal til og fra lufthavnen.
Derfor har Aarhus Airport været lukningstruet og der har været arbejdet på at flytte lufthavnen til en ny central placering vest for Aarhus.
Det blev ikke til noget og nu har den nye store aktionær, Aarhus Kommune, sat sig for at sparke nyt liv i den hensygnende lufthavn.
Der investeres i moderniseringer og der har i mange måneder været arbejdet intenst på at hive nye flyselskaber og ruter til lufthavnen.

Torsdag lykkedes det med meldingen om, at SAS etablerer sig med nye ruter i hobetal og udsigt til flere.
Det er en fantastisk nyhed for lufthavnen, for byen og for Aarhus selvforståelse, men har med garanti ikke været gratis.
Vi kender ikke de vilkår, som SAS er blevet tilbudt. Men et godt gæt er, at de er attraktive.
Det er altså i princippet en god nyhed for både potentielle kunder, lufthavn og Aarhus.

Men helt ærligt, hvad pokker skal et lille land som Danmark med så mange lufthavne – og hvad pokker skal Jylland med store lufthavne i Aalborg, Aarhus og Billund?
Fælles for lufthavnene er, at det er kommunerne, som er storaktionærer. Fælles er også, at det er prestigeprojekter for kommunerne,

Jeg kan let finde argumenterne, som de kommunale politikere vil bruge, når de skal forklare deres vælgere, hvorfor det er rigtigt, at netop dé skal investere i en lokal lufthavn.

Nærhed for borgerne til internationale ruter.

Erhvervslivets behov.

Dét, at være med på den internationale bølge og så videre og så videre.

Argumenterne går igen fra kommune til kommune. Og de er både gode og rigtige.

Det ændrer bare ikke på, at ser man på det hele lidt ovenfra, så giver det ikke mening, at der skal tre store lufthavne med internationale drømme til i Jylland, hvor afstandene er begrænsede.

Det giver ikke mening, at lufthavnene reelt skal konkurrere på størrelsen af kommunekasserne. I den sidste ende er det usundt, urentabelt og svækker alle.
Det bedste ville være, hvis man fik skabt fodslag – og fælles ejerskab – for én stor fælles jysk lufthavn, som kan tage konkurrencen op med Københavns Lufthavne og derigennem sikre et rentabelt grundlag for en lang række internationale ruter til gavn for borgere, erhvervsliv og kommunekasser.

One response to “Højtflyvende jyske luftkasteller

  1. Helt enig. Jeg læste byplanlægning på polit i 70’erne, og mit gæt dengang var, at Billund ville væres tørre end Aarhus om 100 år. Tydeligvis var truslen fra Billund og Hernings dynamo så stor, at bl.a Aarhus fik lagt motorvejene langt mod øst. Siden er det lykkedes for dem at undgå, at Billund fik en fornuftig linieføring af motorvejen. Samtidig har bl.a. Lego (og Herning i vid udstrækning) beholdt en generel provinsiel indstilling til f.eks. hvordan byen skulle kunne udvikle sig, og den har heller ikke udviklet sig.
    Så med denne udmelding understreges, at de gamle købstæder ikke giver sig, og at de gamle bystrukturer har en kraft, som man i byplankredse slet ikke har været klar over.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *