Fodboldromantikere – forén jer!

Sagaen om fodboldspilleren Neymar gør mig så uendelig trist.

Kontrakten, der sender Neymar fra Barcelona til Paris Saint Germain, er ikke underskrevet, men i den store fodboldverden kaldes det en done deal trods spanske forsøg på at stoppe den – og hvilken deal!
For PSG har angiveligt lagt de 222 mio. euro, svarende til godt 1,6 mia. kr., på bordet, der udløser den frikøbsklausul i kontrakten, som Neymar har med Barcelona.

Tallet taler for sig selv, men det bliver meget værre. For ifølge Guardian har Neymar udsigt til en ugeløn på fem millioner kroner, eller godt en kvart milliard årligt, i alle kontraktens fem år, så den samlede udgift for købet af Neymar altså når omkring tre mia. kr. for PSG.
Læg dertil udgifter til rådgivere, f.eks. Neymars far, som er agent, på yderligere omkring 200 mio. kr.

Hele handlen gør mig så uendelig trist.
For den er endnu et udtryk for, hvor syg en verden fodboldens univers er blevet.

Jeg tillader mig at være fodboldromantiker.
Jeg tror – hvert år – at i år bliver året, hvor AGF endelig genfinder tidligere storhed.
Jeg drømmer stadig om, at landsholdet genfinder tidligere tiders legende tilgang til fodbolden, og som det mindste bare begynder at vinde nogle fodboldkampe,
Og jeg drømmer om – men tror ikke længere på – at fodboldens bosser i UEFA og FIFA igen bliver rene i kanten, og i deres beslutninger vil tage udgangspunkt i, hvad der er bedst for fodbolden og millionerne af fans, og ikke i hvad der er økonomisk mest fordelagtigt for organisation og dem selv personligt.

Men jeg er jo også bare en håbløs fodboldromantiker.
For jeg ved godt, at fodbold er big business.

I dag er dansk fodbold fyldt med penge – men trods alt på et tåleligt niveau, hvor fodboldens ledere og klubberne det meste af tiden husker, at det er selve spillet og de mange fans, som er og skal være omdrejningspunktet for, hvad man gør og hvad man kan i fodboldens tegn.

Det forestående salg af Neymar understreger igen, at den tilgang er fortid i den internationale fodboldverden.

For mere end et spørgsmål om, at PSG vil købe en dygtig fodboldspiller (og det er Neymar), så handler det om politik, når PSG smider de mange penge på bordet.

PSG har ikke selv pengene til købet. Og et køb i den størrelses­orden er en klar overtrædelse af UEFAs regler om økonomisk fairplay.
Men det er PSG-ejeren, et statskontrolleret investeringsselskab fra Qatar, ligeglad med.

Noget tyder på, at Neymar bliver ansat til en vild hyre som ambassadør for Qatar og dermed kan købe sig selv fri af Barcelona-kontrakten. Derefter kan han lave en aftale med PSG – og vips, så er man ud over kravene om fairplay. Sådan lyder historierne i hvert fald i bl.a. Guardian.
Når Qatar er klar til den model, så spekuleres der i, at det handler om storpolitik. Landet er hårdt trængt af anklager om terrorstøtte og samarbejder med Iran og har dels behov for at vise, at man ikke er berørt af anklagerne, dels behov for at vise økonomisk handlekraft.

Uanset om det er rigtigt, så viser handlen, at fodboldens forbindelse til virkeligheden er klippet.
Det er trist, men nok uopretteligt, og det er kun et oprør fra bunden – altså fra os fodboldromantikere – som kan ændre noget.

  • Christian Ulrich

    Neymar er nu i lommen på sheikerne fra Qatar.Landet de arabiske lande andre boykotter,pga. anklager om terrorstøtte.
    Neymar er nu en del af det internationale storpolitiske spil.Måske kommer han en dag til at fortryder sin grådige beslutning.

  • Iceman

    Jeg postede tidligere denne kommentar, men den blev slettet som ’spam’ hvilket jeg ikke forstår. Så vi prøver igen.

    God artikel. Jeg er fuldstændig enig. Hvis fodbold skal forblive en tilskueresport bliver man nød til, at indføre budgetkontrol der virker i klubberne.

    Man kunne f.eks. indføre er udgiftsloft klubberne ikke kan overskride og så kan de jo selv bestemme hvordan pengende skal benyttes – en enkelt stjernespiller der koster 80% af budgettet eller en mere rimelig fordeling af midlerne på hele holdet. Overholder man ikke dette loft skal straffen falde omgående.

    Det ville også sikre en mere konkurrencepræget sport (som f.eks. i USA), hvor langt flere klubber kunne konkurrere om mesterskaberne i deres hjemlige ligaer såvel som i CL.

    Løbet er nok desværre kørt, men man har da lov at håbe..!