Tyskerne snyder – bilkøberne er ligeglade

De sidste to år har vi set en perlerække af skandalehistorier om tysk bilindustri.

De første historier, der senere skulle skabe det nye udtryk dieselgate, blev skrevet om VWs svindel med sine dieselbiler i september 2015.
Og så kunne resten være historie, men det er det slet ikke.

For næsten hver dag lægges der nye lag til historien om dieselgate, og juli måned har været hæslig set med bilfabrikant-briller. Mere om det senere.

Hvis nogen skulle være i tvivl om bilfabrikkernes betydning for Tyskland, så se her.
Sidste år stod tysk bilindustri for 18,9 pct. af den samlede tyske eksport. Bilindustrien, inkl. leverandører af dele m.m., havde en samlet omsætning på 3.028 mia. kr. De tal taler næsten for sig selv.

Det begyndte altså med VW. Men hvis VW dengang fremstod som den store glitrende svindler, så har de siden fået følgeskab af alle deres tyske bilkolleger.
For i dag er Audi trukket dybt ind i sagen. Det samme gælder Daimler-Benz, selskabet bag Mercedes og Porsche.

Det var grimt, da VW blev taget i at have snydt med den software, som styrer udledningerne af miljøskadelige stoffer fra dieselbilerne. Og historien er ikke blevet kønnere af, at deres tyske bilkolleger nu også er blevet taget, eller anklaget, for tilsvarende svindel.
Sådanne historier giver skrammer for selskabernes image, men det har ikke ramt salget, som for fleres vedkommende ligger på rekordniveau.
Det ændrer imidlertid ikke på, at sagen fortsætter med at udvikle sig – på den grimmest tænkelige måde for hele den tyske bilindustri.

Tilbage i september 2015, da dieselgate breakede, skrev jeg flere kommentarer om sagen. En af mine konklusioner var, at det ville blive en sag, som ville udvikle sig.
Det blev hurtigt bekræftet, men ingen havde forudset, at den ville blive så stor.

VW forsøgte tidligt at smide en stor og saftig luns til myndighederne, da de fyrede den ellers så magtfulde topchef Martin Winterkorn.
VW håbede vel på, at man så kunne slukke lysten til at grave mere i sagen.
Nu, små to år senere, har det vist sig, at det ikke var nok.

Myndighederne i Tyskland og USA graver på livet løs. Der er indgået erstatningssager for milliarder, som VW har måttet betale.
Imens fortsætter sagen alligevel bare med at vokse.

Audi, som hører til VW-koncernen, er trukket dybt ind i sagen. Det har de været længe. Alligevel er det først nu, at konsekvenserne ser ud til at ramme. Således skriver tyske medier, at Audi inden for få dage kan skille sig af med fire ud af de nuværende syv direktionsmedlemmer. Det sker, fordi de har været involveret i sagen.

Porsche, et andet selskab i samme familie som VW, har måttet trække biler tilbage og undersøges af flere landes myndigheder.
Mercedes beskyldes for at have svindlet med omkring én million biler. Er det rigtigt, så skal konsekvenserne nok ramme dem.

Og endelig har juli måned vist, at EU undersøger, om de store tyske fabrikker faktisk havde aftalt fælles spilleregler om udledningen fra dieselbiler. Har de det, så kan det være en alvorlig kartelsag, som vil ramme oven i de direkte dieselgate-konsekvenser.

Så dieselgate ikke bare fortsætter. Sagen bliver faktisk større og større.

10 responses to “Tyskerne snyder – bilkøberne er ligeglade

  1. Det er tale om skandaler, men set fra et forbrugersynspunkt er de tyske biler stadigvæk gode og konkurrencedygtige ☺

    1. Selv i Tyskland overvejer flere byer at indføre dieselforbud.

      Salgstallene for dieselbiler dykker markant i Tyskland.

      BMW skulle dog præsentere et modtræk til Teslas Model 3 på IAA.

  2. Her Peter.

    tak for artiklen.

    FYI: Daimler står ikke bag Porsche.

    Porsche er en del af VW-gruppen.

    Winterkorn blev ikke officielt fyret.

    Han gik selv, og hans bestyrtelse sagde på daværende tidspunkt, at han ikke havde haft kendskab til diesel-fusket, men valgte at tage sit ansvar som leder.

  3. USA ‘angreb’ på VW kan også ses om tak for sidst for EUs idømmelse af bøder til Microsoft, Apple, Google osv. Når man ser på den gennemsnitlige bilpark i USA, så tror jeg da nok, VW-bilerne er noget mere renlige. Man har lagt rygerne for had, nu er det dieselkøretøjernes tur, så kommer turen til benzinbilerne. Hvad bliver det derefter? Måske de såkaldte elbiler der i praksis sagtens kan fremdrives af polske kul og nordsøolie…

    1. Hvis nogen skulle forhindre folk at møde på arbejde hos Vestas, Siemens Wind Power eller GE Wind, mener du?

  4. Både diesel , benzin og gas forurener. Faktisk forurener al forbrænding. Hvis vil skal lægge dieselbiler for had så skal vi have hele forbrændings-billedet med. Moderne biler har filtre og katalysatorer og de er fint indstillet. men hvad med fragsskibene ? Entreprenørmaskinerne? Landbrugets traktorer? Diesellokomotiverne og plæneklipperne ? Var det ikke på tide at sætte ind der hvor gevinstrn bliver størst i fht investeringen ?????????????????????? Vi når ikke længere med forbrændingsmotorerne end EUR 5. De fremtidige mål er alt for teknologiske til at forbrugerne vil understøtte dem- SAMTIDIG ER DE ALT FOR DYRE! VW laver nogen gode biler der er fuldt på højde med de andre fabrikater. Politisk skaber det overskrifter men i realiteten ændrer det ikke på problematikken. Det er Politisk hysteri som dybest set drejer sig om at skabe overskrifter. Hvis det drejede sig om at reducere udslippene så blev der gjort meget mere ved skibe og tog og plæneklippere

    1. Pt. snakker vi lokal partikel forurening i storbyerne, og her giver det rimelig god mening at bandlyse ‘ældre’ diesel biler. Biler som burde leve op til en bedre standard end de gør, hvor bilproducenterne bare snyder sig gennem testen og bagefter sparer røgrensning når bilen kører på vejene. Hvorfor skal vi finde os i det? Producenten må bare betale tilbage til kurs 100 som de gør i USA.

  5. I et bilmarked som er i meget hård konkurrence, hvor mange biler tilbyder de samme ting i sikkerhed og udstyr, begyndte de tyske biler for nogle år siden at markdesfører sig på at være mere “miljørigtige bedre biler fordi de var grønne og blå” i forhold til de øvrige konkurenter. Det afstedkom at mange virksomheder indførte et forholdsvis nyt kriterie for valg af bil, nemlig miljøindsats for et bedre og renere miljø, hvilket ofte vægtedes højere end prisen på bilen. Virksomheder indførte et nyt begreb – miljøregnskab.!
    Ved at snyde med miljøindsatsen solgte man “miljørigtige biler” på en løgn, og så lige en kartel aftale blandt VW, Audi, Mercedes og BMW oven i, har resulteret i at de tyske bilmærker har haft rekord salg og indtjening i mange år. Endvidere har man fået bevilliget EU-lån til økonomisk finansiering og fremstilling af netop snyde-motor-teknologien. En betingelse for bevilling af lånet var netop at EU var overbeviste om at det var en betydningsfuld indsats for at opnå et bedre miljø til glæde for hele kloden. Det var så baseret på en løgn. Vi kan ikke på kroppen “smage eller umiddelbart mærke” omfanget af miljøskaden, som har ramt hele kloden siden 1999. Omfanget er ganske betragteligt og alvorligt, idet undersøgelser viser at ca. 1.200 mennesker vil dø tidligere end normalt pga. dieselskandalen. De tyske biler kører godt og ser godt ud, men………..resten er en løgn af mega format.!

  6. Artiklen oser af dårligt hjemmearbejde. Som allerede nævnt: Daimler står ikke bag Porsche, selskabet er en del af VW-gruppen. De nye biler fra VW er blandt de reneste på markedet (ændrer naturligvis ikke ved DG). Daimlers nyeste dieselmotorer er sammen med tilsvarende fra BMW verdens reneste motorer og på bundlinjen mere miljøvenlige end elbiler – et faktum der vist er gået hen over hovedet på den danske verdenspresse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *