Det bliver grimt og blodigt, når familier slås

Intet kan skille mennesker ad som diskussioner om penge.

Pengestridigheder kan på kort tid splitte ellers fasttømrede familier i atomer.
Brødre og søstre kan ende med at hade hinanden når f.eks. arven skal fordeles og jeg gætter på, at alle har deres helt egne historier om familiestridigheder at fortælle. Mig selv inklusiv.

Og tænk så på, hvordan det er, når det er velhaverfamilier og familier, som arver virksomheder med tusinder af ansatte og en værdi der tælles i milliarder.
Så er det, at det for alvor kan blive grimt. Så handler det ikke længere ’bare’ om, at nogen måske føler sig snydt. Nej så kan konsekvenserne blive grimme også for virksomhed og ansatte, som uforskyldt kan ende som midtpunkt i skyttegravslignende krige.

Set udefra og med ’koldt’ blod kan det virke sindsygt og uforståeligt. Men man ved jo, at når blodet kommer i kog, så går uenighed ofte direkte over i krig.

Mandag fortalte vi på Business.dk om en ny undersøgelse fra Deloitte.
Man har spurgt en lang række danske familievirksomheder om, hvad de frygtede mest for i fremtiden.
Mange var – helt naturligt – bange for at blive disruptet, hvad enten der var nye konkurrenter, ny teknologi eller ændrede lovgivninger, som med hurtig fart kunne ændre konkurrencesituationen for virksomhederne. Men mest af alt, så frygtede ejerne af familievirksomhederne, at der ville opnå stridigheder i familien, faktisk var det kilde til største bekymring for hele 24 pct. af de spurgte.

Det kan jeg godt forstå, for bare i Danmark findes der masser af eksempler, både nutidige og gamle, for, hvad der kan ske, når familier ryger uklar om deres virksomheder.

Et gammelt ordsprog siger, at første generation bygger en virksomhed op. Anden generation gør den større, mens tredje generation river det nej, som de to tidligere generationer har skabt.
Det ser selvfølgelig en forenkling. Men rammer måske alligevel meget godt, hvis man da som ejerfamilie ikke passer godt på.

Og eksemplerne står altså i kø.
For tyve år siden var lampekoncernen Louis POulsen omdrejningspunkt for en årelang kamp om magt og arv. Det var sjovt at skrive om som journalist, men grimt for virksomhed, medarbejdere og for nogle af familiemedlemmerne.
Mange gode kræfter forsøgte at få landet stridighederne. Og der var mange bud om køb på bordet. Men få arvinger spolerede i mange år muligheden for at få stridighederne overstået. Set udefra var det tydeligt, at der ikke var rationelle, men udelukkende følelsesstyrede årsager til, at man ikke langt tidligere fandt en løsning.

Og lad mig lige remse en række andre eksempler hurtigt op.
Aller-familien, der måtte gennem en lang kamp mellem grenene af familien.
Kampen om magten og arven i detn gamle tobaksfamilie, Færch. Her er der efterhånden mere ro på, omend det har kostet diverse retssager før man nåede så langt.
Så har der været stridighederne i Lauritze-familien og sidst men ikke mindst kampen om magten i FLS, den gamle cementkoncern, som i mange år var genstand for en regulær skyttegravskrig.

Sådan er det måske nok bare, når det handler om penge, mange penge.

Men det er nu alligevel sørgeligt at se på.