Manglen på arbejdskraft er grim virkelighed

Det kan ikke mærkes. Det kan ikke ses. Og det har hidtil kun været ’kedelige’ økonomer og eksperter, som har taget problemet alvorligt.
Vi taler om manglen på arbejdskraft i Danmark.
Ledige job i det private erhvervsliv og dele af det offentlige. Ubesatte job, som koster dyrt for os alle sammen.

Jeg har efterhånden ikke tal på det antal rapporter, undersøgelser og de udsagn, som er blevet sendt forbi mit bord.
Foråret har også været præget af politiske diskussioner, hvor netop udbuddet af arbejdskraft har været centrale diskussionsemner.
Den sidste del endte med et større politisk brag for nogle uger siden, da regeringen måtte droppe at komme igennem med bl.a. ændrede pensionsregler, som skulle få flere af de veluddannede – men aldrende – danskere, til at blive længere på arbejdsmarkedet.
Den ambition sørgede Dansk Folkeparti for ikke kunne gennemføres. Og det kan godt være, at det er god politik set med DF-øjne, men set i et bredere perspektiv var det dumt og skidt for dansk økonomi og dermed for os alle sammen.

Problemet for os alle – uanset politisk ståsted – er, at der mangler og vil komme til at mangle endnu flere hænder. De rigtige hænder vel at mærke.

Og mens diskussionerne af denne karakter, ofte ender som teoretiske øvelser, så viste Berlingske Business Toplederpanel, som blev offentliggjort mandag, at det ikke bare handler om ord, men tværtimod kan mærkes og rammer ude i virksomhedern, dag ind og dag ud.

Tag f.eks. Anton Nørgaard. Han er ceo i virksomheden Dansk Boligbyg, der har hjemsted i Horsens.
Dansk Boligbyg omsatte for ca. 700 mio. kr. sidste år og har 60 ansatte.
Der er fuld gang i byggeriet. Og fuld gang i forretningen for Dansk Boligbyg. Problemet er bare, at det er svært at finde erfarne projektledere, som ville kunne gøre det muligt for virksomheden at skrue endnu mere op for tempoet.
Udfordringen er altså meget virkelig.

Andre af toplederne i Business-rundspørgen er endnu mere kontante.
De siger direkte, at de må sige farvel til opgaver og ordrer, simpelthen fordi de ikke kan skaffe den arbejdskraft der gør, at man kan levere varen eller tjenesteydelsen.

Det ligner et problem som kun vil vokse sig større de kommende måneder og måske år, hvis den økonomiske højkonjunktur fortsætter med at blive varmere.

Jeg kan høre, f.eks. af udsagn på det netop overståede Folkemøde, at politikerne gerne taler om problemet.
Jeg er bare ikke ligeså sikker på, at konsekvenserne reelt er gået op for vores politikerne.

For når vi nu ikke får dybe arbejdskraft-reformer, men i stedet har udsigt til en kludetæppe af mindre justeringer, så er det usikkert, om det lykkes at få ændret på manglen på kvalificeret arbejdskraft.

At holde folk længere på arbejdsmarkedet er en ting. At arbejde længere er en anden. Og vi kan håbe, at nogle af de mange tusinde flygtningen viser sig som mere arbejdsparate, end det tyder på netop nu. Det quickfix på problemet, som mange mente de ville blive, det bliver de ikke, viser det sig nu.

Så der skal andet og mere til. Måske skulle politikerne tage bussen fra Folkemødet og køre med ud i virksomhederne. Høre på udfordringerne i den virkelige verden og så handle udfra dem. Til gavn for os alle.

  • dbachmann

    Udenlandsdanskere kan arbejde remote
    Der er en “skat” af udenlandsdanskere der har kompetencer indenfor for eksempel IT og som vil kunne arbejde for det danske arbejdsmarked remote. Men min erfaring som Full Stack Web Udvikler er at det er rygende svært at overtale virksomheder som ikke kender dig til denne arbejdsform, uanset at det overvejende går rigtigt godt.
    Med for eksempel Skype og skærmdeling er man stort set tilstede som om man var on location.

    Læg til det at der er mange udlændinge med ekspert IT kompetencer der har haft DK arbejdstilladelse og arbejdet i DK, men som efter en årrække har måttet forlade DK fordi tilladelsen udløb og som derfor sidder i udlandet med erfaring med det danske arbejdsmarked og har kompetencerne.

    Har flere gange tilbudt forskellige organisationer at forsøge at kortlægge disse ressourcer, men har endnu ikke fået nogen til at være med på projektet.

    mvh

    David Bachmann

    • Torben Pedersen

      Godt forslag med remote-arbejde.
      Bare noget besværligt med en projektleder i et byggeprojekt, som skal vejlede og koordinere forskellige håndværkere samt kontrollere, at arbejdet udføres kvalitetsmæssigt korrekt.

      • dbachmann

        Hej Torben,

        Nu var det, som også nævnt, primært IT branchen (hvor der er stor mangel) der var tale om, men måske også andre brancher kunne klares delvis remote.
        Og det er faktisk forbløffende hvor “tilstede” man er med Skype og skærmdeling. Dem der har prøvet vil kunne bekræfte det.

  • Kenno Simonsen

    Borgerløn er vejen frem. Det vil få en senere pension til at glide lettere ned. Samtidig vil det frisætte en del arbejdsressourcer hos folk, der nu de facto er sat helt udenfor arbejdsmarkedet grundet sygdom eller andre problemer, der gør, at de ikke er i stand til at varetage et fuldtids job. Som det er nu, skal du enten kunne arbejde på fuld tid, eller afholde dig helt fra at arbejde, da det er forudsætningen for at kunne oppebære sociale ydelser.