Skat. Det er let at slå på én der ligger ned

Det er ikke let at være Skat i disse uger.
På den ene side er det uomgængeligt, at Danmark p.t. langtfra har det skattevæsen, vi som land har et skrigende behov for.
På den anden side er det også tydeligt, at alle lig nu hives ud af skabene og at mange har travlt med at skubbe al skyld og ansvar for diverse dårligdomme overpå Skat.
Tag nu en af mandagens opsigtsvækkende historier på Business.dk
Ecco, altså den danske skokæmpe med den fantastiske internationale succes, går til frontalangreb mod Skat i disse dage, efter at have tabt en sag om transfer pricing.
Karsten Borch, formand for Eccos skattekomité og næstformand i bestyrelsen for selskabet mener, at Skat og Landsskatteretten har uret i afgørelsen. Ecco mener, at man er blevet truet undervejs i forløbet og at Skat har handlet umoralsk. Karsten Borch gør det også meget klart, at man i Ecco mener sig snydt og at man ikke kan leve med forløbet af og konsekvensen af sagen. Derfor går Ecco nu til Folketingets Ombudsmand – en markant udmelding.
Jeg kender ikke sagens dybe detaljer. Men jeg hæfter mig ved, at sagen har været i Landsskatteretten og at Ecco tabte.
Det gør for mig hele forskellen, om det ’blot’ var skatte-embedsmænd der vurderede Eccos adfærd. Nu er det i stedet dommere og repræsentanter for organisationer og råd, som har taget stilling til sagen og afgjort, at Ecco ikke har fulgt reglerne.
Eccos har kørt sagen i mange år, hvor Skat mener, at Ecco har bogført 82 mio. kr. for lidt i en sag om transferpricing.
Transferpricing handler om handler mellem såkaldt koncernforbundne selskaber. I dette tilfælde handler det om, hvordan Ecco angiveligt uretmæssigt ’placerede’ indtægter i datterselskaber i Indonesien og Thailand – en beslutning der ifølge Skat kostede den danske statskasse et millionbeløb.
Den slags sager er der mange af og de er både besværlige og langstrakte. Således også for Ecco, der altså tabte sagen i Landsskatteretten – så der har altså været dommerne i arbejde for at vurdere, hvem der egentlig har ret i denne sag.
Nu kan jeg godt forstå Karsten Borchs frustration – både over de mange år, som sagen har trukket ud, over de udgifter firmaet har haft og over forløbet, som Karsten Borch udlægger det.
Men jeg har ingen forståelse for en aldeles skinger reaktion på at have tabt. Det er jo den slags vi har dommere til at afgøre – uden farve og følelse.
Så skuffelse er ok, men en automatisk skinger skælden-ud på Skat har jeg ikke respekt for. Dertil har jeg for meget tiltro til dommernes afgørelser.

4 responses to “Skat. Det er let at slå på én der ligger ned

  1. “Det er let at slå på én der ligger ned”

    Er det ikke lige præcis dét, SKAT længe har gjort mod borgeren? De har alle midler og de ansatte får løn for deres tid mens vi skal holde fri og risikere en kæmpe advokatregning.

    Selv når de har lagt sig fladt ned og sagt “jeg kan desværre ikke se anden løsning end den Landsskatteretten kommer frem til” vil de ikke gå på retræte.
    Når Landsskatteretten siger “dokumentet fremstår efter Landsskatterettens opfattelse som et papir fremstillet til lejligheden” om en dokumentfortegnelse i en sag, som burde have været der fra start, kan Retssikkerhedschefen ikke se problemer i sagsbehandlingen.
    Da boet efter min far skulle have penge tilbage fordi SKAT på trods af at jeg havde indsendt oplysninger 3/4 år før han døde, måtte jeg true med inkasso for at sikre at jeg fik oplysningerne inden sagen var så gammel, at der blev sat en bobestyrer ind. Dette ville have kostet 1/4 af boets værdi. Prøv selv at indgive din momsangivelse for sent og se hvad der sker…

    Jeg kunne blive ved.

    Der er selvfølgelig også medarbejdere, der udfører deres arbejde seriøst og grundigt. Heldigvis. Dem har jeg også mødt, men det er desværre ikke dem, som tegner organisationen.

  2. Peter Suppli Benson, din konklusion på Ecco sagen ville umiddelbart få mig til at slutte, at du er dum , men det er selvfølgelig ikke tilfældet, men et eller andet må der være galt med dig , når du sådan bare kører ud af tangenten og holder med skattemyndighederne.
    Du har formentlig ikke været i kløerne på skat, idet du ellers ville vide, at større eller mindre usandheder føles at være stående dagsorden for mange af mellemlederne og cheferne i skat.
    Man fører ikke en længere en forvaltningen, hvor det gælder om at få en sag udredt i sine enkeltheder med henblik på at få klarhed samt at meddele borgeren hele udredningen og hvilke dele man mener er forkerte, så borgeren kan forklare sig.
    Det der sker nu er en krigserklæring med henblik på at få nedgjort borgeren.
    Jeg har en sag kørende med en anden myndighed og i den forbindelse skal bruges et enkelt årsskatte opgørelse. Indtil nu er det lykkedes skat at levere tre forskellige årsopgørelser over det samme år til den pågældende myndighed. Det er skat i en nøddeskal. Se dog at blive voksen mand.

  3. Vi har lige tabt en sag i Landsskatteretten. Skat sad decideret og løj da de sammelignede vores sag med en sag afgjort i Højesteret hvor en mand havde snydt og bedraget. Vi har et fuldt gennemsigtig årsregnskab og har ikke forsøgt at snyde men offentliggjort ALT i vores årsregnskab. Men SKAT mener vi skulle have indbrettet noget tidligere. end i årsregnskabet da der i det år vi foretog transaktionen kom en ny lov om indberetning inden for 3 måneder…..som vi som borgere, ifølge SKAT, har pligt til at holde os orienteret om. SKAT mener derfor at vi forsøgte at snyde fordi vi ikke indberettede indenfor 3 måneder, men i vores årsregnskab…. Denne ‘fejl’ koster os halvanden million kroner og vi må nu lukke vores selskab for at betale penge til SKAT vi aldrig har modtaget! SKAT har derudover trukket sagen ud i 4 år – vi havde bedt om at få en hurtig afgørelse, men de har ikke ‘haft tid’…. så der er løbet dkk 6.000 i renter per måned i 4 år…
    Hvor er retssikkerheden for borgerne – SKAT tager sig frihed til at sammenligne æbler og pære, de trækker sager i langdrag og er fuldstændig ligeglad med de personlige og økonomiske omkostninger dette har for skattebetalende ærlige borgere.

  4. Ifølge Allan Christensens profil på Linkedin har han udelukkende været ansat i specialistvirksomheder, hvor der ved ansættelse af nyansatte typisk lægges stor vægt på karakterer. Hvorimod karakter betyder mindre ved ansættelse til generaliststillinger. Allan Christensens indlæg viser tydeligt hvor opdelt danske virksomheder er, og hvor lidt udveksling der er af medarbejdere og viden om hinanden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *