Banket blå og med stjerner for øjnene

Det er utroligt så meget et år kan gøre af forskel.
For et år siden lå olieprisen solidt over de 100 USD pr. tønde olie. Olieselskaberne ledte desperat efter nye steder at udvide de slunkne oliereserver og ejerne af olierigge bestilte nye rigge i et nærmest manisk tempo.
Og hvad er det så, der er så forskelligt i dag?
Tjo, oliepriserne har nået den laveste pris i seks år, så den i stedet for at ligge over 100 USD nu ligger omkring de 48 USD.
Mens olieselskaberne for et år siden ledte desperat efter nye felter til havs længere og længere fra land, så lukkes nye projekter nu ligeså hurtigt, som millionerne forsvinder ud af selskabernes pengekasser.
For ejerne af olieriggene – herunder storsatsende danske Maersk Drilling, er virkeligheden mindst ligeså grå-bleg. Hvor en moderne olierig for et år siden kunne hente dagshyrer hjem i omegnen af 600.000 USD, så får den samme olierig nu nærmere 250.000 USD. per dag.
Så olieprisernes styrtdyk er skidt for mange virksomheder og mennesker og set med danske briller – og særligt med Maersk Drilling-briller – er det endog særdeles skidt.
Maersk Drilling står i en særlig situation. Selskabet er barn af A.P. Møller – Mærsks mangeårige satsning i Nordsøen. Siden bredte aktiviteterne ud over landegrænserne og i dag er selskabet en milliardkoncern, som af A.P. Møller – Mærsk-ledelsen er et erklæret fokusområde.
Derfor har selskabet i flere år fulgt en intens vækststrategi, der over de kommende år skal løfte selskabet ind i en større liga af aktører i branchen. Væsentlige brikker i den strategi har været nybestillinger for et tociftret antalt milliarder – herunder boreskibe og olierigge, hvoraf den seneste olierig netop er leveret til en kontraktpris der alene vurderes til ca. fire mia. kr.
Det er investeringer af en kaliber, hvor bestyrelsen i A.P. Møller – Mærsk har været langt inde i beslutningsprocessen. Det er også beslutninger af en størrelse, som viste, at bestyrelsen satsede tungt på drilling-delen af Mærsk. I dag må det være vanskeligt ikke at ryste på hånden, når ledelse og bestyrelse ser på de mange investeringer. Man må sige, at ceo Claus V. Hemmingsen fra Maersk Drilling har vist sig kølig udadtil. Men lur mig, om sammenbruddet i oliepriser – og dermed beskæftigelsen for olierigge – ikke internt rammer hårdt.
I Norge følger analytikere udviklingen på for olie – og udsigterne for olierigge – meget tæt. Her frygtes en lang nedtur for olieprisen og en afledt langvarig afmatning for beskæftigelsen af olierigge og prisen for at leje dem. Det vil ramme Maersk Drilling hårdt og det vil sætte markante aftryk i de kommende regnskaber.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *