Elbranchens svar på komiske Ali

Tirsdag forlod direktør Knud Steen Larsen sit job som chef for energikoncernen Ewii.

Han gik efter ’gensidig overenskomst’ og bestyrelsen med formand Steen Dahlstrøm, borgmester i Middelfart, i spidsen lod omverdenen vide, at der var styr på alt i koncernen og at snart flere måneders grimme historier om mulig neoptisme, misbrug af position og sammenblanding af interesser ikke havde det mindste på sig.

Jeg kom til at tænke på komiske Ali, Mohammed Saeed al-Sahhaf – alias Saddam Husseins informationsminister under Irak-invasionen i 1993.
Mens landet brød sammen omkring ørerne på ham, hævdede han hårdnakket, at alt var godt og at den store sejr var nært forestående.

Det var min første tanke – selvom sammenligningen selvfølgelig er skæv.
Min næste tanke var »hvem tror I, at I kan snyde?«.
Omvendt, så har hele håndteringen af sagerne fra Ewii har været amatøragtig. Håbløs amatøragtig.

Man har svaret udenom. Man har undladt at svare. Og man har forsøgt at skyde historier ned, som kolleger på bl.a. Energiwatch og Avisen Danmark har lavet om direktør Knud Steen Larsen.
Det har været historier om hans private investeringsselskab, hvor Ewii-leverandører har været medinvestorer.
Det har været historier om skæve investeringer i virksomheder, som intet har med kerneforretningen at gøre.
Og det har handlet om Knud Steen Larsens mange rejser, hvor han i flere tilfælde har haft hustru og endda børn med på sponsorture med fodboldklubben OB, hvor Ewii er stor sponsor.

Jeg ville nødig være informationschef i en virksomhed, hvor ledelse og bestyrelsesformand åbenlyst har løbet omkring sig selv for at undlade at forholde sig reelt til kritik og anklager.
Og jeg håber – for virksomhedens skyld – at selve driften af virksomheden er mere professionel end den måde man har håndteret de åbenlyst vigtige sager, som medierne har afdækket. Men jeg tvivler på det.

En ting er, at den nu forhenværende direktør, Knud Steen Larsen, måske har været for magtfuld og at han har været svær at sige imod for bestyrelse, ansatte og repræsentantskab.
Men at bestyrelsesformanden, Steen Dahlstrøm, nu fortsætter med den tragikomiske måde at kommunikere på, fortæller desværre meget om en formand, som ikke burde sidde i spidsen for en så stor milliardkoncern.

Da Knud Steen Larsen tirsdag gik ’efter fælles overenskomst’, slog bestyrelsen fast i en pressemeddelelse, at man havde gennemgået alle anklager med ekstern juridisk hjælp – og at der intet var at komme efter i nogen af sagerne.
Det var forfærdelig læsning. Indholdsmæssig og i sin selvmodsigende konklusion, hvor der altså intet var at komme efter, men at man alligevel havde besluttet – i fællesskab – at direktøren skulle gå.

Jeg fornemmer vild panik i Ewii og i bestyrelsen. Og formanden hjælper ikke ligefrem ved, at ikke at ville kommentere efterfølgende.

Det er amatøragtigt og giver kun grund til at omverdenen tro, at der gemmer sig endnu flere dårligdomme i selskabet.

  • Jan Christensen

    Hvis der intet er at komme efter så bør bestyrelsesformand Steen Dahlstrøm være en færdig mand. Der må være mere end 15 af de 122 medlemmer af repræsentantskabet der ønsker bestyrelsens mandat afprøvet. Jeg kan ikke forstille mig at Steen Dahlstrøm burde have en chance.

  • Per Dombernowsky

    Ewii:
    Knap 500 medarbejdere. To exorbitant aflønnede direktører i andelsselskab.
    Bestyrelse på 17 med honorar fra 80.000 til 250.000 dk.
    Repræsentantskab på 120 personer(aflønning/diæter?).
    Kombinationen af dominerende direktør, svag bestyrelse/formand samt kæmpestort repræsentantskab, er en god mulighed for direktionen til at sætten egen dagsorden.
    Man sidder også med fornemmelsen at bestyrelsen har haft stort fokus på honorarerne.

  • Disquiser

    Den virkelige Komiske Ali må da være Ewiis kommunikationschef Claus Blem Jensen, som bl.a. stod fadder følgende perle:
    “Det er kendt og almindeligt brugt, at
    erhvervsledere og ægtefæller sammen repræsenterer en virksomhed, og at
    det er rummet af direktørens kontrakt. Det er almindelig kutyme og har været det i mange år, ganske enkelt fordi det skaber værdi,”

  • Bent Stjerneby

    Jeg sidder tilbage med en dårlig smag i munden når jeg læser hvad ledelsen tillader sig at bruge forbrugernes penge på. Det er som om at halvoffentlige selskaber har deres egen måde at lede og drive virksomhed på hvor det mest handler om hvad kan de tilegne os af økonomiske goder i selskabet. Tænker også på havne sagen i Vejle og Horsens som lugter lidt i samme retning. Det eneste der kan skabe orden i den slags kaotiske forhold er en stærk bestyrelse og direktør.

  • Erik Persson

    Det er sååå ærgerligt, at denne borgmester har kvajet sig. Hvad søren går der af en hærdet socialdemokrat. Stegt i eget fedt. Æv.