Nej. Skat dropper ikke bare jagten på de 80 milliarder

Den seneste uge har det været sin sag at være skatteminister Karsten Lauritzen og skulle forklare, hvorfor Skat angiveligt vil droppe at inddrive privates og virksomheders gæld til det offentlige på 80 mia. kr.

Al kritik af Skat kommer ud – lidt ligesom med ketchup-flasken, hvor der enten intet kommer ud – eller hele indholdet ender ud over det hele.

Jeg har ikke ondt af Karsten Lauritzen og Skat.
Det siger nemlig sig selv, at Skat p.t. står i så udsat en position, fordi de har gjort sig fortjent til den.
Men hvordan forsvarer man sig, når alle jo kan hive utallige tidligere skandalesager frem – fra udbytteskat til EFI-sagen. Plus alle de andre ind i mellem.

Men i dette tilfælde var vi – og kollegerne på andre redaktioner – efter min bedste overbevisning for forenklede i vores fremstilling af, hvad Skat nu gjorde med den offentlige gæld.

Den historie, vi sendte videre var, at Skat ville droppe at inddrive de 80 mia. kroner. Sådan er det ikke – men forklaringen er lidt teknisk.
Skat har hele tiden arbejdet med inddrivelig og ikke-inddrivelig gæld. Altså kategoriseret gælden i to kasser.
Årsagen er bl.a., at noget af gælden er gammel og andre dele af gælden handler om gæld hos borgere, som aldrig vil kunne betale.

Nu ændrer Skat opgørelsesmetode. De kalder det selv en regnskabsteknisk ændring.
Den betyder, at man nu forventer at få 13 mia. kr. mindre hjem end før, men det får ikke Skat til at konkludere – og det er bl.a. her vi medier går galt i byen – at man ikke vil forsøge at hive de mange penge hjem.

At Skat har været og er under hård kritik forstår jeg godt. Jeg forstår også godt, at Karsten Lauritzen må tage sin del af kritikken. Min egen bundlinje er, at Danmark p.t. ikke har et Skat, som er værdigt til et udviklet samfund som Danmark. Og alle lider under det.
Det er uanset, om det er borgere eller virksomheder, der ikke kan være sikre på, at de betaler den skat – og kun den skat – som de skal.

Det er en uholdbar situation, som politikere i løbet af de seneste ca. 10 år har kastet os alle ud i. Det er i alles interesse, at Skat fungerer, og at vi alle betaler den skat, vi skal. Hverken mere eller mindre.

Det ændrer ikke på, at alle skyldnere selvfølgelig skal betale deres gæld og det er for mig ét af de store ubesvarede spørgsmål oven på den seneste uge, hvor Karsten Lauritzen igen har været midtpunkt i den langstrakte Skat-fortælling.

For hvad vil Skat og politikerne egentligt gøre for, at den offentlige gæld ikke kommer ud af kontrol igen?

Hvad vil Skat og politikerne gøre, for at sikre, at gælden ikke fortsætter med at vokse?

Hvad vil man gøre for at inddrive gælden – gammel og ny?

For mig er det centrale spørgsmål – uanset om ændringer af regnskabsteknikken i sidste uges tilfælde gav mudder i historien om Skat.
Jeg går ind for nuancer og hele historier. Også når det går på tværs af den fortælling om Skat, som alle har travlt med at fortælle netop nu.
Men nuancer og delfortællinger – for ikke at glemme den spin-kamp, som p.t. også er en del af virkeligheden omkring Skat, må ikke overskygge, at vi som samfund stadig ikke har det skattevæsen, som vi som land er dybt afhængig af.

Og før dét er rettet op, så må Skat leve med bevågenhed og negative historier.

  • Frank Andreasen

    Foghs vision var var at skabe en minimalstat. Det indså han var lettest at nå, ved at smadre Skat.