1,3 milliarder grunde til at stoppe jysk elkonge

For nogle mennesker, findes der ikke noget bedre, end at bruge andre folks penge,
Det er ikke svært at finde eksempler på venstrefløjen, hvor det stadig er folkesporten at ville bruge og dele penge ud, som man ikke selv har skulle tjene.
Nu er der i princippet langt fra venstrefløjen til de store kundejede selskaber – herunder elselskaberne. Men koblingen er mere nærliggende end man skulle tro.
Hvis nogen skulle have været i tvivl, så behøver de blot gå ind på det jyske energiselskab SE’s hjemmeside og nærlæse det netop offentliggjorte regnskab.
En hurtig overflyvning giver ingen grund til bekymring. Der er overskud og styr på forretningen – fremgår det.
Ledelsen, med Niels Duedahl i spidsen har fundet de optimistiske toner frem og fortæller glad om god vækst, flere kunder og overskuddet.
Det er flot, kan man forstå.
Hvis jeg var kunde i SE, ville jeg ikke tage det for gode varer – ja, jeg ville formentlig være nærmest rasende.
For bag overskuddet gemmer sig historien om, hvordan ledelsens tidligere beslutning om, at SE ikke bare skulle levere billig el, men i stedet skulle ind og være en stor aktør når det gælder kabeltv, tydeligvis er gået galt.
For fem år siden købte man kabeltv-udbyderen Stofa for to milliarder kroner.
Nu viser den handel sig at have været så dårlig, at man må tage en nedskrivning på hele 1,3 mia. kr. på regnskabet – simpelthen fordi kunderne svigter og priserne er presset.
Jeg fristes til at sige; hvad sagde jeg!

Ikke fordi jeg har behov for at få ret, men fordi jeg med dagens regnskab fra Duedahl og SE desværre har fået ret i, at ejerne af SE – kunderne – reelt uden at være blevet spurgt, er endt som ejere af en kabeltvsatsning som koster dyrt.
Jeg har flere gange tidligere skrevet om SE og Niels Duedahl og om selskabets og ledelsens valg om, at investere tungt udenfor de områder, som selskabet skal dække.
Min pointe dengang – og jeg mener, at pointen er blevet endnu rigtigere i dag – var, at SE ikke skal rende rundt og putte milliarder af kroner i satsninger udenfor de forretningsområder, som selskabet er blevet skabt til; at levere billigst mulig el (og afledte produkter) til kunderne i selskabets område.
Skaber man et overskud, så skal pengene bruges til at udvikle forretningen – men ultimativt altid med det udgangspunkt, at overskud skal retur til kunderne – som i dette tilfælde er ejere af det kundeejede selskab.
Nu skal kunderne altså i stedet sikre, at Stofa kan fremtidssikres – og intet tyder på, at der er ændringer på vej i strategien.
Dét siger i sig selv noget om SE som kundeejet selskab. For når ikke engang en så stor milliardbegmand får kundernes repræsentanter i bestyrelsen (med én undtagelse) til at reagere, så fortæller det noget om magtforholdet i virksomheden.
Jeg har før hævdet, at for meget magt risikerer at blive centreret omkring ledelsen i de kundeejede koncerner, simpelthen fordi, at ejergruppen – altså kunderne – er for stor og diffus til at kunne give kvalificeret modspil til en stærk ledelse – i dette tilfælde med Niels Duedahl i spidsen.
Det er usundt for en virksomhed. Og desværre dyrt for kunderne.
Det kan nu aflæses sort på hvidt – med SE-regnskabet som et lidt for godt bevis.