Hvirvelvindsledelse i Coop

Coop-topchef Peter Høgsted kom. Han så. Men vi ved endnu ikke, om han også vil ende med at sejre i Coop.
Faktum er, at Peter Høgsted står foran en uhyre vigtig – og svær – uge, hvor Coop skal aflevere et regnskab og dermed gøre status for de første år med Høgsted som øverste chef.
Det er noget af en tur – lidt ligesom at ryge i centrifugen – som Peter Høgsted har udsat Coop og baglandet – de medlemsejede brugsforeninger – for.
En ting har været, at skulle håndtere kæderne, Super Brugsen, Kvickly og Fakta, som hver har haft deres udfordringer.
En anden har været, hvordan Peter Høgsted har ønsket at sætte et tydeligt og andet aftryk på dét, at drive detailhandel, end at alt skal handle om pris, pris, pris.
Så initiativerne har stået i kø. Meget har virket sjovt, idérigt og anderledes, som nu det seneste initiativ, hvor Coop går aktivt med ind, for at sikre crowdfunding til små producenter af bl.a. fødevarer.
Alt det giver mening. Det gør, at Coop adskiller sig fra de andre kæder i Danmark, hvor det som forbruger altså er svært at se forskel på, om man ved et tilfælde ramte en Rema 100-butik eller en Super Brugsen-butik.
Alt dét er altså godt.
Problemet for Peter Høgsted er blot, at alt tyder på, at han torsdag må præsentere et regnskab, som vil skuffe og vise nedgang på bunden og dybe problemer for discountkæden Fakta.
Og så kan det godt være, at der er alverdens gode forklaringer og nuancer bag. Det ændrer bare ikke på, at tallene vil tale deres eget tørre sprog.
Hvis der er noget, som topchefer normalt er bevidste om, så er det, hvor vigtigt det er, at have styr på forretningen –
Dér vil Peter Høgsted være udfordret. Af sin bestyrelse og sine ejere og selvfølgelig underliggende af konkurrenterne, fordi dårlige tal giver færre muligheder for at satse på kerneforretningen.
Så topchefen – herunder Peter Høgsted – skal altså have styr på forretningen. Mindst ligeså vigtigt er det, at have styr på baglandet – hvad enten det er ejere eller bestyrelsen for virksomheden.
Det sidste – altså at have styr på baglandet – er en ganske særlig udfordring, når man har at gøre med en medlemsejet virksomhed som Coop.
For hvordan gør man medlemmer, som også er kunder glade?
Og endnu værre, hvordan gør man medlemmerne af de ofte særdeles lokalpatriotiske brugsforeninger glade?
Netop dét, er en af Peter Høgsteds helt store udfordringer p.t.
For virkeligheden i dansk detailhandel er, at alt bliver mere og mere centraliseret.
Indkøb. Ledelse. Salg. Og i disse år i høj grad den digitale virkelighed.
For mens de lokale brugsforeninger arbejder med en lokal agenda, så har Coop udfordringen, at de må spejle konkurrenternes digitale forskydning, hvor mere og mere af salget flytter ud på nettet og dermed bliver en øvelse, som styres og ’ejes’ af selve Coop – og ikke de lokale forretninger.
Dét er en af Høgsteds og Coops helt store udfordringer. Lidt ligesom at skulle blæse og have mel i munden.
For mens private konkurrenter ’kun’ skal tage hensyn til bundlinjen, så skal han gøre mange flere tilfredse.
Det er svært og det vil gøre det endnu sværere, at holde fast i hvirvelvinden af nye initiativer.

  • Bjørn Bjerking

    Et gammelt ord, man ligger som man har redt, eller når træets rod er
    skåret fra visner toppen.
    Når man ser på det forgangene forløb i COOP, skaber man grundlæggende problemer som tidligere under korporationen hvor man glemte den vigtige underverden af virksomheden, derfra hvor midlerne kommer fra, hvis man tro som ledelse i koncernen kun skal varetage sine egne visioner og blive ved med at malke den golde ko, har man tabt visionen på gulvet og må forlade skuden.

    Husk at chancer er noget man har i lotto men sjælen vinder på.
    Indlæg fra et medlem af den selvstændige SuperBrug

  • Anne Glad

    Til Bjørn Bjerking
    Der er ikke noget at sige til at Peter Høgsted har udfordringer. Du sidder i Fensmark Brugs bestyrelse. Du kan hverken skrive eller stave. Illoyal. Og sikkert en smule forsmået og enfoldig. Jeg forstår ikke et ord af hvad du skriver. Hvorfor melder du eller Fensmark dig ikke ud af Coop hvis du ikke kan følge med ?