Behold I bare jeres millioner. Jeg vil ikke have dem.

Af Peter Suppli Benson 3

»Greed, for lack of a better word, is good«.
De fleste kan nok huske ovennævnte citat fra den fiktive Wall Street-tycoon, Gordon Gekko, fra filmen på og om Wall Street.
Wall Street er blevet synonymet på grådighed, på jagten på profit og personlig vinding.
Nogle gange kan man få det indtryk, at succes og dét, at blive rig undervejs, er en beskidt og nærmest forbudt ting, ikke mindst i Danmark, hvor ingen rigtig skal stikke næsen frem og da i hvert fald slet ikke vise og sige højt, at man har succes og tjener mange penge.
Pengene er blevet store – også i dansk erhvervsliv. Lønningerne er tårnhøje og helt på linje med udlandets.
Danske virksomheder sælges til skyhøje priser og ejerne – altså de private af slagsen – lokkes i et væk til at sælge deres virksomheder.
Det er ikke mindst kaptalfondene der står i kø for at få fingre i attraktive virksomheder. De er villige til at betale endog særdeles store million- og milliardbeløb for den rigtige virksomhed.
Det må være tillokkende for ejerlederen. Med et slag, vil han eller hun kunne lægge hverdagens hårde arbejde bag sig, gå på pension i en tidlig alder, ellers i hvert fald kunne bestemmme fuldstændig selv, hvad og hvor meget man gider lave.
Det burde være næsten som en tur i himlen. Men helt så enkel er virkeligheden ikke.
Netop derfor er jeg så fascineret – og imponeret – af det interview som Berlingske Business netop har bragt med Mikkel Grene, den ene af to direktører bag detailkæden Søstrene Grene.
De fleste vil kende Søstrene Grene fra deres butikker fyldt med ting til hjemmet. De færreste vil måske vide, at det er en familievirksomhed med oprindelse i Århus, der i dag er ude over de danske grænser og hvor planerne om nye erobringer er stor.
Søstrene Grene er en succes. Og derfor står potentielle købere i kø for at lægge måske optil en milliard kroner for at overtage firmaet.
Men svaret fra Grene-familien er et nej. Et aldeles forrygende nej af slagsen.
»Hvis man solgte sin virksomhed, hvad skulle man så lave? Det ville skabe et tomrum, man slet ikke ville kunne overskue,« siger Mikkel Grene, den ene af de to direktører i familiefirmaet.
Det er ellers ikke småpenge, som der lokkes med – men millionerne imponerer ikke Mikkel Grene.
»Vi har det vi skal bruge – man kan godt invitere sin familie på en god ferie og så videre,« siger han bl.a.
Det da befriende udmeldinger. Og beviset på, at grådighed a la Gordon Gekko ikke altid driver verden.
Koger man udtalelserne sammen, så er Mikkel Grenes besked vel bare den, at der er ting der er vigtigere end millioner under hovedpuden.

  • Jes Jessen

    Salg af en virksomhed er ikke ensbetydende med grådighed. Kommentaren er vist stærkt præget af skribentens politiske ståsted, eller et udtryk for misundelse.

  • Lars Kristian Wichmann Hansen

    For mange iværksættere er det selve det at iværksætte der er attraktivt. For at have råd til at gå igang med næste projekt – både pekuniært og mentalt – er det ofte nødvendigt at sælge “den gamle” virksomhed først. Et salg er derfor ikke nødvendigvis et udtryk for grådighed, men i lige så høj grad et spørgsmål om prioritering.

  • Thor Arentoft

    Selvfølgelig findes der gode “kaptlister”, der tilfører samfundet mere end de tager ud til sig selv; og gør det helt frivilligt.
    Mod sådanne kapitalister behøves ingen begrænsende lovgivning, og dyr kontrol.