Hvad så B&O. Skal flirten snart føre til noget?

Af Peter Suppli Benson 0

Mon ikke de fleste kender til at flirte?
Nogle har det med at trække flirten i langdrag – men når alt kommer til alt, så skal man jo på et tidspunkt beslutte, om flirten skal blive til noget seriøst eller bare endnu en løs flirt.
I dag kan jeg konstatere, at B&O står midt i en tilsyneladende uendelige flirt.
En torsdag i november 2015 breakede historien om et muligt salg af økonomisk pressede B&O.
B&O gik ud med en børsmeddelelse og fortalte, at man havde fået en seriøs henvendelse fra en mulig køber af selskabet. Og så var der ellers ikke mange yderligere oplysninger.
Den korte version er, at vi nu, fire måneder senere, intet yderligere har hørt om et muligt køb og derfor er hverken offentlighed, eller børsmarked, klogere.
Det er et alvorligt problem – for B&O og for aktionærerne.
For B&O er situationen den, at selskabet er kastet ud i total uvished om fremtiden og er der noget selskabet ikke har behov for, så er det yderligere uro. Virkeligheden er jo, at B&O kæmper med svigtende salg på flere områder, en generel økonomisk polstring, som er hullet og en manglende økonomisk og teknologisk størrelse som er så nødvendig, når man skal følge med i det teknologiske kapløb.
Derfor er det rigtigt giftigt for B&O, at der intet nyt er om et salg og det er efterhånden svært at forestille sig, at salget gennemføres.
Jeg er ret sikker på, at B&O slet ikke havde lyst til at fortælle om den mulige køber dengang i november 2015.
Måske blev de presset af rygter i markedet som gjorde, at de selvfølgelig måtte gå ud med en meddelelse. Men det lugter af, at flirten var meget tidlig – måske nærmest som at holde blikket og smile skævt ved første møde i byen.
Så nu står B&O tilbage, måske forsmået og i hvert fald med forklaringsproblemer overfor omverden og investorer
I det hele taget er usikkerheden om B&O stadig betydelig. Sidste år købte – eller rettere solgte – man sig ekstra tid, da det lykkedes at sælge automotive-aktiviteterne for 1,2 mia. kr.
Det var godt for B&O, som om noget behøver tid og penge til at kunne satse hårdt på de områder, som skal skabe fremtidens selskab.
Sideløbende har B&O gennem mange måneder forsøgt at sælge et selskab med særlig ekspertise indenfor forstærkerteknologi. Faktisk lovede formand Ole Andersen, at salget ville være på plads før nytår.
Nu, to en halv måned senere, er det fortsat ikke gennemført.
Så B&O har sit at kæmpe med. Både når gælder evnen til at holde hvad man lover og evnen til gå fra flirt til seriøst forhold.