Puritanismen længe leve

Af Peter Suppli Benson 0

Det er den fjerde af de syv dødssynder: Vi taler om grådighed, eller griskhed.
I katolicismen taler man om syv synder. Men der er selvfølgelig mange flere.
Og på listen er grådighed en på mange måder ganske nærværende en af slagsen.
Også i erhvervslivet. Også i politik. Også i organisationerne.
Det blev – igen – tydeligt i denne uge, hvor det svenske statstelevision, SVT, sendte en udsendelse om den store nordiske mælkekoncern Arla, hvor beskyldninger om misbrug af kreditkort og overforbrug svirrede.
Det var en grim historie, som fulgte kort efter en anden Arla-historie, hvor man havde brugt betydelige beløb på repræsentation – midt i en periode, hvor ejerne, mælkebønderne, kæmper med rekordlave mælkepriser.
Det er ikke mange uger siden, at vi her i Danmark læste historier om et tungt forbrug af alt fra vin til rejser i Vejle Havns ledelse og bestyrelse.
Både ledelse og den politisk udpegede bestyrelse har afvist, at de har brugt for mange af andre folks penge. Sagen har dog allerede fået hoveder til at rulle, ligesom politiet har rejst sigtelser om misbrug mod en række implicerede.
I Sverige var det for kort tide siden den folkevalgte ledelse i den store faglige organisation Kommunal, der blev taget med fingrene i grådighedens store kasse.
Ledelsen, bl.a. den nu forhenværende formand og den nu forhenværende kasserere, måtte erkende, at de havde brugt organisationsejede hoteller til gratis ferier for deres familier, ligesom de havde deltaget i fester, hvor der ikke blev sparet på de våde varer.
Alt sammen – uanset om vi taler Arla, Vejle Havn eller Kommunal i Sverige – sager, hvor ansatte eller ledelser har brugt – eller rettere misbrugt – andre folks penge.
De sidste uger har vel bare bevist, at grådighed er en integreret ting i mange virksomheder og organisationer.
Man kan tro, at de fleste virksomheder og organisationer har regler for, hvad man må og ikke må, men historierne fortsætter alligevel med at dukke op.
Nu er jeg ikke puritaner i min tilgang til forbrug. Nogle gangen kan man faktisk glemme, at det at bruge penge her og nu, kan ende med at muligøre en god forretning eller aftale senere.
Men jeg har respekt for andre folks penge og at det ikke går, at udnytte at man måske kan slippe afsted med at købe sig til ekstra luksus, på arbejdsgiverens regning.