Slut med selv at bestemme, hvad du vil være, når du bliver stor?

Af Peter Suppli Benson 5

Danmark, vi har et problem.
Kun ét af slagsen, vil nogen med garanti spørge. Danmark har da mange flere.
Og ja, det kan sagtens være, men her og nu har dansk erhvervsliv i hvert fald et klart og meget virkeligt problem; manglen på ingeniører.
For selvom alle ansatte har en rolle at spille i de danske virksomheder, så er det få ansatte, som har så stor betydning for virksomhedernes økonomiske velbefindende, som ingeniørerne.
Bundlinjen er, at ingeniørerne for mange virksomheder er selve rygraden og at de er afgørende for, at der er arbejde også til mange andre typer medarbejdere.
Derfor var det – endnu en gang – næsten gruopvækkende, at man mandag i Berlingske Business kunne læse, at virksomhederne fortsat skriger på ingeniører og at det kun bliver værre de kommende år.
Lad os begynde med lidt statistik. Tidligere i år offentliggjorde Ingeniørforeningen en undersøgelse der viste, at blot 2,6 pct. af de 15-årige danske unge overvejede en ingeniøruddannelse.
Det tal skal ses overfor en stribe store danske virksomheder – jeg nævner i flæng Vestas, Siemens, Novo Nordisk og Novozymes – som nærmest skriger efter ingeniører til deres danske afdelinger.
Vi står altså ikke alene med et problem her og nu, men efter alt at dømme i mange år frem, fordi de næste generationer ikke er interesserede i at tage en ingeniøruddannelse.
Det rammer bl.a. Esbjerg-virksomheden Babcock Wilcox Vølund, der producerer forbrændingsanlæg og scorer millionkontrakter i pænt antal.
Det er en herlig situation for virksomheden, men den står tilbage med det meget reelle problem, at man ikke kan finde tilstrækkeligt med ingeniører. Problemet går igen. Bundlinjen er, at der p.t. er behov for 1.000 ingeniører ekstra i Danmark om året. Sådan er virkeligheden ikke. I stedet pensioneres store antal ingeniører – og man forudser, at der vil mangle knapt 10.000 ingeniører i Danmark om ti år og yderligere godt 4.000 naturvidenskabelige kandidater.
Og så tilbage til overskriften. For bundlinjen er, at der uddannes for få ingeniører og naturvidenskabelige kandidater.
Omvendt uddannes der for mange på bl.a. humanistiske fag.
Med erhvervsbriller står vi nu i en situation, som vi ikke har råd til. Skal man så bruge pisk eller gulerod, for at få de unger over på andre uddannelser? Jeg er ikke tilhænger af tvang, men nogle gange helliger målet midlet og derfor skal der rettes op på ubalancen mellem det de unge kan søge og det erhvervslivet har brug for.

  • Pingback: Slut med selv at bestemme, hvad du vil være, når du bliver stor? | Lån Penge 247()

  • Lene

    Vi hører og læser igen og igen om, at erhvervslivet “skriger efter” ingeniører. Min datter er netop startet på 3. semester på DTU. Hun læser Geofysik og Rumteknologi, og hun elsker det. Selvom hun har valgt denne linie, kan hun i høj grad selv “designe” sin uddannelse gennem de kurser hun vælger til hvert semester. OG det er ikke nemme valg der skal træffes. For hvilke kurser skal hun vælge for at gøre sig så attraktiv som mulig for det hungrende arbejdsmarked? Hvilke ingeniører er det der “skriges efter”? For det er vel ikke ligegyldigt hvilke fag man har læst?
    Vi har indtryk af at der i høj grad mangler sparring mellem virksomhederne og disse attraktive studerende. Hvis der virkelig mangler så mange ingeniører burde virksomhederne efter min mening stå i kø ude på DTU for, at inspirere og hjælpe de studerende, skabe relationer og opbygge netværk – som jeg ser det, har virksomhederne en enestående chance for at være med til at forme de kommende medarbejdere, så de passer lige ind i de mange jobs, og så de unge ikke risikere at tage de forkerte valg og uddanne sig, i værste fald, til arbejdsløshed.
    Jeg er klar over, at der hvert år er virksomhedsdage på DTU, måske har min datter ikke været opsøgende nok, men resultatet af disse virksomhedsbesøg sidste år var et par visitkort og nogle løse snakke med nogle virksomheder, som slet ikke kendte til hendes linie….
    Så et lille opråb til virksomhederne: “Kom på banen – kontakt de unge – hjælp dem til at træffe de rigtige valg”. I bedste fald har de allerede i studietiden skabt kontakten til en kommende medarbejder.

  • Faisal

    Jeg er ny uddannet som elektronik diplomingeniør fra Ingeniørhøjskolen Århus Universitet. Jeg har afsluttet min uddannelse den 26/06-2015.
    Hvis Danmark mangler virkelig ingeniører, så er det lidt mærkeligt at jeg ikke får et “du bliver hermed tilkaldt til en samtale” svar frem for ordet “desværre”. Kan det virkelig passe at jeg har uddannet mig indfor ingeniørbranchen for sjov eller for at høre ordet “desværre”?
    Jeg savner virkelig at få snart et job og stadig ikke miste håbet. For jeg har jo ikke uddannet mig i 4 for for sjov. Min min næste jobsøgning bliver endnu til en “desværre” svar?

  • Anne

    Når virksomhederne “skriger” efter arbejdskraft, er det underforstået, at det er den lækre slags. Dvs. hvid, dansk familiefar mellem 30 og 45 år.

    Og der kommer du Faisal ikke rigtig ind under.

    Det er først når arbejdsgiverne bliver helt desperate eller jobsene er virkeligt uattraktive, at de begynder at ansætte kvinder, sorthårede, personer over 50, personer med småhandicaps etc.

    Mit råd til dig, er at du fordansker dit navn i ansøgningen – Faisal M. Andersen – og skriver, at du har en dansk mor. Hvis du ikke allerede har stiftet familie, skal du som minimum i ansøgningen skrive, at du har fast kæreste med planer om familie. Der er intet arbejdsgivere elsker mere end småbørnsfædre.

    Du må ikke skrive noget urigtigt om dine kvalifikationer og dermed evne til at varetage jobbet. Det handler kun om at bypasse de danske arbejdsgiveres snobbethed, kræsenhed og fordomsfuldhed.

  • Faisal

    Pænt goddag Anne Pedersen.

    Hvis dine ord menes på en positivt måde vil jeg hermed takke dig for dine råd :)